I onsdags meddelte Pierre-Emile Højbjerg til det tyske fodboldmagasin Kicker, at han vender tilbage til Bayern München i sommerpausen efter et halvt års lejeophold i Augsburg. Dette blev efterfølgende også bekræftet af midtbanespillerens agent Søren Lerby.
Nu melder Bayern München så også selv ud, at den 19-årige dansker er en del af træner Pep Guardiolas trup i den kommende sæson.
- Pierre har fortsat med at modnes de seks måneder, han har været væk fra os. Vi er taknemmelige for, at FC Augsburg har gjort det muligt for ham at tage dette skridt, udtaler Bayern Münchens sportschef Matthias Sammer til klubbens hjemmeside.
Først A - så U21
Pierre-Emile Højbjerg kom til Bayern München i 2012 og var i anden halvdel af den netop overståede sæson udlejet til Augsburg, hvor han fik spilletid i 16 af 17 Bundesliga-opgør.
Højbjerg er med i landsholdstruppen til EM-kvalifikationskampen mod Serbien på lørdag. Derefter slutter han sig til den danske U21-trup, der spiller EM-slutrunde i Tjekkiet.