Allan Simonsen på alle tiders Bundesligahold

Tysk avis har kåret Allan Simonsen til den bedste højre wing i Bundesligaens historie.

Allan Simonsen på toppen af sin karriere i aktion for Borussia Mönchengladbach. (Foto: © Erik Jepsen, Scanpix)

Den tyske avis Der Tagesspiel er i forbindelse med Bundesligaens 50 års jubilæum i øjeblikket i færd med at sætte alle tiders Bundesligahold.

Det er en ekspertjury med deltagelse af blandt andet Jupp Heynkes, der selv var en af Bundesligaens store profiler i 1970erne, og som for få uger siden førte Bayern München til tops i Champions League træner, som udvælger spillerne.

Nyeste mand på holdet er Allan Simonsen, som juryen har stemt ind på førstepladsen som den bedste højre wing i Bundesligaens historie.

Allan Simonsen, der var en af Europas bedste angribere i slutningen af 1970erne, hvor han spillede for Borussia Mönchengladbach, opnåede 94 afstemningspoint. Jürgen Grabowski og Pierre Littbarski kom på en delt andenplads med 86.

De bedste aktive spillere blev Bayern München-spillerne Thomas Müller og Arjen Robben, der med 71 og 39 point blev henholdsvis nummer seks og ni.

Morten Olsen i spil

Der Tagesspiel mangler fortsat at finde to spillere til sit jubilæums-all star-team. De sidste pladser, der skal besættes, er posten som libero og pladsen som venstre wing.

Morten Olsen har været landstræner siden 2000. Som aktiv spillede han for FC Köln fra 1986 til 1989. (Foto: © Jens Nørgaard Larsen, Scanpix)

Som libero vælges Franz Beckenbauer med ret stor sikkerhed, mens det bliver spændende at se, hvilken plads Morten Olsen kommer på. I første omgang er den nuværende landstræner, der spillede for FC Köln i slutningen af sin karriere, blandt de 11 nominerede.

Som venstre wing vil juryen givetvis pege på Karl-Heinz Rummenigge.

Herunder er de ni spillere, som Der Tagesspiel allerede har "udtaget".

Sepp Maier - Philipp Lahm, Lucio, mangler, Paul Breitner - Lothar Matthäus, Günter Netzer, Thomas Hässler - Allan Simonsen, Gerd Müller, mangler.

Du kan via linket herunder læse mere om Der Tagesspiels historiske Bundesligahold.