- Efter kampen, vi taber til Portugal, er der syv-otte spillere, der græder. Græder af frustration og ærgrelse over, at vi taber, og at vi ryger ud. Det var i juni 2013, det var kvalifikationsturneringen til U19 EM, og vi har vundet vores to første kampe, begge med 5-0. Vi skulle vinde den sidste kamp mod Portugal for at kvalificere os til EM, men vi får udvist vores målmand efter fem minutter, og Portugal vinder på et straffespark tre minutter før tid. Og vi græder af udmattelse og ærgrelse.
- Det handler om, at når man investerer så meget, så investerer man også sig selv, og så er der mange følelser i kroppen. Det er et præcist og et super, super fedt udtryk for, hvad dette hold, disse spillere, står for. Da vi sad nede på den bane nede i Portugal, Pierre-Emile, Lasse Vigen, Nørgaard, Yussuf, Riza var det med tårer i øjnene og følelsen af at have spillet sig helt ud.
Vilde 10 dage
- Det var ekstremt. Det var min sidste kamp med dette kuld af spillere, jeg havde haft fra U16 og helt frem til U19. Jeg forhandlede med Brøndby midt i den kvalifikationsturnering til EM. Da den sluttede, landede jeg mandag morgen og blev præsenteret i Brøndby mandag aften.
- Det var vilde 10 dage, og så med de knægte, som jeg havde været på en rejse med i over fire år. Så da jeg skulle holde den afsluttende tale til dem, var det meget emotionelt, stemmen knækkede, og der blev fældet tårer. Det handler om at vise følelser. Det betyder meget. Det betød og betyder stadig meget for dette hold og for disse spillere, hvilket også kom til udtryk, da de tog afsked med hinanden på U19-holdet. Det var meget vemodigt.
- Det var tydeligt, hvor gode de var allerede dengang, jeg skulle udtage U16 og U17-landsholdene. Det var tydeligt ved samlingerne. Jeg fik berøring med de fleste af dem, der spiller på U21-holdet nu. Nogle af dem, der er afgørende på holdet nu, var det allerede dengang.
- Specielt den gode 1994-årgang, hvor Lasse Vigen og Yussuf Poulsen, Christian Nørgaard, Riza Durmisi og en Viktor Fischer var nogle af dem, der startede inde dengang, og som gjorde det godt. De havde en karakter og mentalitet, der hjalp med at drive holdet fremad. Højbjerg kom også med omkring det hold, og han havde det tydeligvis også i sig. Han havde en kæmpe tro på egne evner, og han kunne nærmest tage holdet på skuldrene og selv drive det fremad. Der var et ekstraordinært vinderinstinkt i drengene.
Den røde tråd
- Da jeg skulle udtage disse spillere dengang, gjorde jeg det efter de retningslinjer, der var lagt i 'den røde tråd'. Spillerne skulle kunne spille den fodbold, som vi troede på. Derudover er vi også et lille land, så det er ikke kun fodboldevnerne, der er vigtige, hvis vi skal klare os internationalt. Det gjaldt også om at have nogle typer, som stak lidt ud, som havde personlighed. Men vigtigst var, at de skulle kunne indfri de ting, vi havde til den enkelte rolle ud fra 'den røde tråd', og den måde, vi gerne vil spille fodbold på.
- Det var unikke resultater, de skabte sammen. Vi var med til et U17 EM, hvor vi nåede semifinalen, hvilket aldrig er sket før, og vi kvalificerede os til VM for U17-landshold, hvilket også er unikt, mens vi var meget, meget tæt på EM-slutrunden for U 19-landshold. Til EM for U 17-hold i Serbien i 2011, vidste vi at, at de fire hold, der kom i semifinalen, ville kvalificere sig til VM. Og det gjorde vi. Vi kom i semifinalen ved at gøre rent bord i vores pulje ved at vinde 3-2 over Serbien, 2-0 over England og 1-0 over Frankrig. I semifinalen mod Tyskland har vi aldrig været tættere på at vinde Vi manglede heldet, vi blev snydt for et kæmpestraffespark, og de vandt på et mål på et afrettet skud.
- Men vi kom videre til VM i Mexico samme år. Vi kom i en pulje med Brasilien og Elfenbenskysten, som var to af verdens bedste hold i deres årgang. Vi gik ikke videre fra gruppen.
- Drengene havde et fantastisk fællesskab, specielt ved slutrunderne, hvor der blev der skabt en smule magi i forhold til, at staben og spillerne havde det fantastisk sammen; de var villige til at gå igennem ild og vand for hinanden, og de fik nogle specielle oplevelser sammen. Det er også tydeligt i denne U21-slutrunde. Dengang var det unikke stunder på fællesskabets vegne. Der skulle præsteres på fællesskabets vegne, men så skulle individualisterne blomstre samtidig, det gjaldt spillere som Fischer, Amankwaa, Højbjerg, Lucas Andersen, Lasse Vigen og Nørgaard.
Bevidste om svagheder
- Der skete meget i alderen fra 16 til 19 år. Da de rykkede op fra U17-holdet til U19-landsholdet var mange af deres karaktertræk de samme, men de udviklede sig hele tiden. De udviklede deres styrker endnu mere, og de blev mere bevidst om, hvor deres svagheder var. Men der skete også noget rokering i gruppen.
- Det er tankevækkende, at i den sidste kamp til EM, der var vores kamp nummer 27 på U17-landsholdet på ét år, startede Yussuf Poulsen og Patrick Bangaard inde for første gang i U17-tiden i en afgørende kamp. De havde flyttet sig utroligt meget i den tid, og det skabte en del dynamik i gruppen, at der pludselig var andre, der skulle spille. Og det næste var, at Højbjerg rykkede afgørende forbi de andre på næsten alle niveauer. Disse spillere tog nogle store skridt i forhold til nogle af de andre, og det skabte forskydninger i gruppen. Men bunden omkring den filosofi i forhold til, hvordan vi ville spille, var stadig den samme.
- Vi opnåede mange ting med disse spillere. Men jeg synes ikke, at vi i de afgørende stunder på den helt store scene havde det held, der skulle til for at lave noget stort. Havde vi det så alligevel? For man havde vel ikke snakket så meget om denne årgang, hvis vi ikke havde været til EM og VM. Måske havde vi heldet på de afgørende punkter for at kunne tale om det i dag – for vi kom jo med til slutrunderne, men ikke til dér, hvor man for alvor kunne vinde et mesterskab.
- Det, der kendetegner dette hold, er den mentalitet, der hedder, at når det gælder, så gør de det. Vi skal huske, at de har spillet sig til et EM og er kommet i en EM-semifinale til U17 EM og slået sig til et VM – det er helt vildt. Det kan godt være, at man ikke har fået den titel, som havde været ekstremt, men vi skal huske på, at det er helt vildt, hvad de har præsteret allerede nu.
Uhørt
- Det næste er, at flere spillere har en bestemt karakter, type eller mentalitet, som gør, at de har en ekstra tro på egne evner, men også en ekstra stor tro og evne til at komme langt i deres fodboldkarrierer. Og så har de gennem årene, fra U16 til U19, været præget af den røde tråd. Man har været fuldstændigt afklaret på, hvordan man vil spille, og hvilke roller der skal være på de forskellige positioner.
- Summen af alle de ting gør, at det er et hold, der først og fremmest har opnået noget svært, nemlig at kvalificere sig til U21, hvilket er voldsomt svært, og for det andet har en chance for at spille til finale. Hvilket er helt uhørt. Det er jo aldrig sket før i historien, at et kuld ungdomsspillere har opnået så meget.
- Når man kender nogle af disse drenge, vil man gerne have, at det går dem godt. Jeg føler også en stor tilfredshed og stolthed over at have været en del af noget af det, der er skabt i dansk fodbold. Jeg var der i fem år omkring de årgange, men det vigtigste er drengene selv. De skal bringe det ud. Jeg er bare en lille del af noget større – en del af noget større.
- Det, jeg husker allerbedst, og det, der kendetegner dette hold allerbedst, er stemningen, smilene, glæden ved at være sammen og det at præstere under højt pres; det med at give den max gas og alligevel have et smil på læben, fordi man er sammen om noget ekstremt fedt. ’Mindsettet’, glæden og fællesskabet er noget af det største ved dette hold. Men ikke bare det, men man går altså efter guldet. Man går efter at kvalificere sig og at gøre nogle unikke ting. Man går efter at vinde. Hver gang.