Det danske U21-landshold i fodbold tabte lørdag 3-0 til et stærkt spillende tysk mandskab ved EM-slutrunden i Tjekkiet.
Nederlaget gør, at Jess Thorups tropper er tvunget til at slå Serbien i den sidste gruppekamp, hvis man selv vil afgøre sin videre skæbne i turneringen. Et point mod serberne kan dog vise sig at være nok for Danmark, hvis Tjekkiet ikke slår Tyskland i den anden kamp i gruppen.
DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul slår her ned på tre ting, som vi lærte af nederlaget mod Tyskland.
Skal stille i stærkeste opstilling
Vi lærte af nederlaget mod Tyskland, at hvis Danmark skal have en chance for at vinde kampe i den her EM-turnering, så skal vi stille i stærkeste opstilling. Det gjorde vi ikke mod tyskerne, hvor eksempelvis Pierre-Emile Højbjerg manglede. Han er nødt til at være med, hvis Danmark skal have realistiske forhåbninger om at spille sig i semifinalen. De gode nyheder er så, at han ser ud til at kunne spille mod Serbien. Det er meget afgørende.
Det er også vigtigt, at Jess Thorup igen kan råde over Uffe Bech og måske også Frederik Sørensen. Det er dog stadig usikkert med Frederik Sørensen. Bliver han klar, gør det, at vi igen kan bruge Andreas Christensen på den centrale midtbane, så vi har noget klasse der.
Kontraspillet skal fungere
Der var ikke så mange positive spilelementer i 3-0-nederlaget mod vores naboer mod syd. Men Danmark spillede lige op med tyskerne i de første tyve minutter. Man kan håbe på, at Jess Thorup viser spillerne klip fra den periode af kampen. Her blev Yussuf Poulsen spillet i dybden og fik en halv friløber, og der var også en god skudmulighed til Pione Sisto. Der blev faktisk sat nogle ganske fine danske ting sammen rent offensivt i starten af opgøret.
Opgøret mod Serbien kan gå hen og blive lidt den samme type kamp som mod tyskerne. Serberne har også nogle spillere på ret højt niveau, og de er tvunget til at vinde kampen. De vil også lægge et tryk, så der skal arbejdes på at få sat det danske kontraspil sammen.
Der skal sættes prop i defensiven
Det er nødvendigt, at det danske forsvar bliver afstemt. Danmark gav mange chancer væk mod Tjekkiet og gav ekstremt meget væk mod tyskerne. Der skal nu sættes en prop i defensivt. Danmark skal mod serberne igen skifte ud i forsvaret, da Jonas Knudsen fik sit andet gule kort i nederlaget til Tyskland og dermed har pådraget sig karantæne. Riza Durmisi, som er en meget offensiv type, kommer sandsynligvis ind på venstre back.
Der skal findes en måde, hvorpå målmand Jakob Busk - hvis han stadig skal stå - og de fire bageste finder en form for symbiose. Der skal findes en defensiv struktur, der holder serberne fra at få ligeså mange chancer, som man har givet væk i de første to kampe. Ellers går det galt.
Danmark møder Serbien i den sidste kamp i gruppen. Opgøret spilles på tirsdag kl. 20.45 og kan følges direkte på DR1, P3 og her på dr.dk/sporten.