Platini udskyder UEFA-møde om Blatter

UEFA-præsident Michel Platini vil have mere betænkningstid om situationen i FIFA.

Michel Platini nævnes selv som mulig kandidat til at afløse Sepp Blatter som FIFA-præsident. (© Getty Images)

I en orientering til den europæiske fodboldtop udsætter UEFA's præsident Michel Platini et møde om situationen i det internationale fodboldforbund FIFA og den afgående præsident Sepp Blatter.

Der var ellers planer om et møde i UEFA-regi i forbindelse med weekendens Champions League-finale i Berlin, hvor alle interessenter alligevel er samlet. Men Platini vil først se situationen i FIFA an, og det forstår DBU-formand Jesper Møller godt.

- For min skyld er det ikke så vigtigt, om det bliver et formelt møde eller ej. Fordi den uformelle snak vi har formændene imellem, er mindst lige så vigtig i denne her proces.

- Jeg er enig i, at hvis der hele tiden er nye efterforskningstiltag og måske endda anholdelser på vej, giver det ikke mening at træffe alt for store beslutninger lige de første par dage, siger Jesper Møller til DR Sporten.

Tror Blatter bliver foreløbig

Tirsdag begærede Sepp Blatter selv sin afsked, bare fire dage efter sit genvalg til fodboldens mest magtfulde post. Ifølge FIFA's regler skal en ny præsident efter Blatter findes på en ekstraordinær kongres i perioden mellem december og marts.

Tidligere på dagen kom det frem, at Blatters oprindelige udfordrer Prins Ali gerne vil overtage posten med øjeblikkelig virkning. Men DBU-formand Jesper Møller tror ikke, at den korruptionsanklagede præsident kan presses ud inden en ekstraordinær kongres.

- Det tror jeg ikke bliver tilfældet, for jeg er ikke et sekund i tvivl om, at præsident Blatter, inden han gik på podiet i aftes, har haft en drøftelse med sit bagland og støtter. Det flertal der var der i fredags (bag Blatters genvalg, red.), er der også i dag.

- Vi kan ikke vide, hvad politiet og FBI gør - det må vi afvente. Men vi kommer under alle omstændigheder til at lægge maksimalt pres på. Jeg er ikke glad for, at der måske skal gå helt frem til marts. Det er lige lovlig lang tid for min utålmodighed, siger Jesper Møller.