OVERBLIK Forstå Fifa-organisationen på fem minutter

Fifa tager opmærksomheden for tiden, så vi giver et overblik over organisationen.

Fifas afgående præsident Sepp Blatter. (Foto: © MICHAEL BUHOLZER, Scanpix)

Den seneste tid har Fifa fået taletid mange andre steder end hjemme i stuen ved en Play Station-konsol. Organisationen har tiltrukket sig opmærksomhed efter først at have genvalgt Sepp Blatter som præsident, hvorefter han tirsdag trak sig fra stillingen.

Men hvad er Fifa egentlig? Vi giver i denne artikel et mindre indblik i, hvordan organisationen hænger sammen.

Hvad er FIFA?

I dansk tale er Fifa fodboldforbundenes verdensorganisation. Det er altså samlingspunktet for de 209 fodboldforbund, der er rundt omkring i verden. Organisationen blev stiftet tilbage i 1904, og man har sit hovedkvarter i Zürich.

Fifa bliver båret af kongressen, der mødes en gang hvert år. Den består af en repræsentant fra hvert af de 209 aktive fodboldforbund.

Præsidentvalget

De 209 repræsentanter vælger hvert fjerde år en præsident, hvor de har en stemme hver. Der er ingen forskel på nationernes magt på trods af de store forskelle på nationernes størrelse. Så alle stemmer er ligeværdige.

Præsidentvalget foregår altid året efter, at der er blevet afholdt VM, og det er derfor, at der har været præsidentvalg her i slutningen af maj-måned, hvor Sepp Blatter vandt.

Hvis en person får to tredjedele af stemmerne i den første afstemning, så er præsidenten valgt, men hvis det ikke er tilfældet, så skal man ud i en anden afstemning, hvor personen, der får flest stemmer, vinder.

Ved samme præsidentvalg bliver Fifas eksekutive komité også valgt. Den består af 23 medlemmer, der sammen med præsidenten tager de store beslutninger.

Beslutninger

Det er ovenstående komité, der eksempelvis bestemmer, hvem der får lov til at afholde VM. Det er dermed også dem, som har været under skarp kritik efter, at Rusland og Qatar blev valgt som værter til henholdsvis VM 2018 og VM 2022, og man retter mistanke mod, at der er kommet penge under bordet.

Generelt er deres vigtigste rolle at beslutte datoer og værter for turneringer samt fordeling af rettigheder. Man kan overordnet betragte dem som bestyrelsen for organisationen, der har det sidste ord i alle situationer.

FIFA økonomisk

Fifa er en non-profit organisation forstået på den måde, at de penge, der bliver tjent, bliver brugt på udvikling af sporten. Deres klart største indtjening er selvfølgelig VM i fodbold.

Ifølge Fifas finansielle rapport tjente organisationen godt 30 milliarder kroner på VM-turneringen i Brasilien sidste sommer.