DR's ekspert: Blatter var en trussel mod FIFA's overlevelse

Verdensdele har truet med at forlade FIFA og en korruptionsskandale raser netop nu. - Det var ved at smuldre for ham, forklarer DR's Henrik Liniger.

Presset blev for stort for Sepp Blatter, der selv valgte at træde tilbage som Fifa-præsident. (Foto: © MICHAEL BUHOLZER, Scanpix)

I fredags sagde Blatter, at han var den rigtige til at rydde op i FIFA.

Det internationale fodboldforbund er netop nu på alverdens forsider - ramt af en skandale om bestikkelser for over en milliard kroner gennem de sidste 24 år. 

Men her kun fem dage efter, han blev genvalgt som præsident og lovede at rydde op, forlader den 79-årige Sepp Blatter allerede posten igen.

- Presset mod Sepp Blatter er blevet så stort, at det var et spørgsmål om FIFA's overlevelse som verdens fodboldorganisation, siger DR's fodboldkommentator Henrik Liniger.

Verdensdele truer med at forlade FIFA

Store og afgørende verdensdele har truet med at forlade FIFA, siger Liniger.

Og siden kongressen i fredags, hvor Blatter blev genvalgt til femte regeringsperiode - efter hans modkandidat, Jordans prin Ali bin Hussein, trak sig - er det endda kommet frem, at der flere belastende dokumenter i forskellige korruptionssager.

- Dermed er presset steget i en grad, at det hele var ved at smuldre for ham, mener DR's fodboldkommentator Henrik Liniger.

Kronprinser er bag tremmer

Og FIFA kan ende med at smuldre endnu mere.

For mange af de folk, der burde stå klar i kulissen til at tage over, kan ikke forfremmes, da de er blevet anholdt i onsdags af FBI.

Men omvendt kan det også rejse sig fra asken.

- Nu kommer der en lang proces, hvor FIFA har en enestående chance for at lave om på de problemer, der har martret organisationen, siger DR's fodboldkommentator Henrik Liniger.

Som bestikkelse, hvidvaskning af penge og skumle beslutningsprocesser.

Hvad sker der nu med FIFA?

Derfor er det afgørende, hvem der tager tøjlerne for verdens fodboldforbund efter Blatter, der har regeret over FIFA siden 1998.

- Det bliver meget spændende at se, hvem der vælger at stille op til præsidentvalget, siger DR's fodboldkommentator Henrik Liniger.

Han har ingen bud på hvem.

- Men vi må håbe for verdensfodbolden, at det er en, de fleste kan have tilid til. Det er det, der er brug for: At genskabe tilliden til FIFA, forklarer han.

Sepp Blatter har her til aften sagt, at han vil indkalde til en ekstraordinær kongres "så hurtigt som muligt", for at FIFA kan vælge hans efterfølger.