DBU følger UEFA: Boykotter ikke FIFA-afstemning

Men DBU-formand Jesper Møller tror på, at det kan lade sig gøre at vælte Sepp Blatter på demokratisk vis.

Jesper Møller vil sammen med resten af kollegerne i UEFA dukke op til fredagens afstemning. (Foto: © DR, DR Sporten)

Formanden for Dansk Boldspil-Union, Jesper Møller, har ikke tænkt sig at boykotte fredagens afstemning i FIFA på trods af den verserende korruptionsskandale i det internationale fodboldforbund.

DBU vælger nemlig at følge opfordringen fra UEFA's præsident, franskmanden Michel Platini, der mener, at medlemsforbundene bør dukke op og afgive deres stemme ' i respekt for selve institutionen FIFA og den demokratiske proces'. 

Michel Platini mødte ellers FIFA-præsident Sepp Blatter torsdag formiddag med et ønske om at udskyde afstemningen et halvt år og få schweizeren til at trække sig fra posten. Begge dele blev afvist af Sepp Blatter.

- Jeg beder dig forlade FIFA. At træde tilbage, fordi du giver FIFA et forfærdeligt image. Det er ikke let at fortælle en ven, at han skal trække sig. Jeg siger det her med sorg i stemmen, med tårer i øjnene … der har været for mange skandaler, sagde Platini ifølge eurosport.com om sit møde med Sepp Blatter.

Kan vælte Blatter

Til gengæld tror Jesper Møller på, at det kan lade sig gøre at vælte Sepp Blatter ved afstemningen, så det i stedet bliver DBU og UEFA's foretrukne kandidat, den jordanske prins Ali bin Hussein, der kommer til magten.

- Jeg fornemmer, at størstedelen af UEFA bakker op om prins Ali. Det er godt og vel 50 stemmer (UEFA består af 53 fodboldforbund i alt, red.).

- Og så går forlydenderne på, at prins Ali udenfor UEFA-området skulle stå til godt og vel 60 stemmer. Det sidste tal er dog ubekræftet.

- Det er mange, når der er 209, der kan stemme, siger Jesper Møller.

DBU-formanden fortæller, at man har regnet sig frem til stemmefordelingen på baggrund af tilbagemeldinger fra prins Ali og de to tidligere kandidater Michael van Praag og Luis Figo. Van Praag og Figo trak sig fra valget i sidste uge.

- De har været på rundrejse i månedsvis, og man har minutiøst skrevet op, hvor man været, og hvem der har indikeret, at de vil stemme på den pågældende, siger Jesper Møller.  

UEFA er tilsyneladende det eneste forbund, der har bedt om at få udsat præsidentafstemningen, efter syv FIFA-medlemmer fra de nord- og sydamerikanske fodboldforbund onsdag blev anholdt af schweizisk politi på foranledning af en efterforskning foretaget af USAs føderale politi, FBI.