OVERBLIK Her er de anklagede i FIFA-sagen

USA har anklaget 14 personer for omfattende korruption i international fodbold. I dag pågår møder i UEFA og FIFA omkring, hvordan man skal komme videre. Her er et overblik over de anklagede.

Syv af de sigtede: Rafael Esquivel, Nicolas Leoz, Jeffrey Webb, Jack Warner, Eduardo Li, Eugenio Figueredo og Jose Maria Marin. (Foto: © Scanpix, Scanpix)

Schweizisk politi anholdt tidligt onsdag morgen seks personer på et hotel i Zürich, som i øjeblikket huser fodboldledere fra hele verden.

Lederne skulle deltage i det internationale fodboldforbund FIFA’s årlige kongres, der begynder i morgen.

Anholdelserne skete på begæring af myndighederne i USA, som har anklaget i alt 14 personer for korruption i international fodbold.

Her følger et overblik over, hvad anklagerne går ud på, og hvem de sigtede er:

Hvem står bag sigtelsen?

Politiet i Schweiz stormede hotellet i Zürich efter de havde fået en henvendelse fra det amerikanske justitsministerium.

Justitsministeriet har foretaget en efterforskning af korruptionssagen sammen med det amerikanske forbundspoliti FBI, skriver New York Times.

De amerikanske myndigheder kræver personerne, som er anholdt i Schweiz, udleveret til USA. Amerikansk lov giver justitsministeriet vide beføjelser til at kræve udenlandske statsborgere udleveret, hvis en sag har den mindste forbindelse til USA.

Myndighederne i Schweiz oplyser ifølge nyhedsbureauet AP, at de påståede forbrydelser blev forberedt i USA, og at de ulovlige betalinger skete via amerikanske banker.

Hvad går anklagen ud på?

FIFA har i årtier været plaget af skandaler og beskyldninger om korruption, når organisationen skulle beslutte, hvem der skulle afholde VM-slutrunder.

Men den aktuelle sag handler primært om turneringer, som FIFA’s afdeling i USA og Latinamerika - Concacaf - har stået for - sandsynligvis fordi der, som nævnt, skal være en forbindelse til USA, før en person kan blive sigtet.

Sigtelsen siger, at adskillige turneringer siden 1991 har været ramt af korruption. Mere konkret skal der være betalt over 150 millioner dollar i bestikkelse og returkommission for at opnå marketing- og medierettigheder.

De nævnte turneringer er VM-kvalifikationskampe i Concacaf-regionen, Golden Cup, Concacaf Champions League, Copa America og Copa Libertadores. Der skal også være eksempler på korruption i forbindelse med valget af Sydafrika som værtsland for VM i 2010.

Hvem er de anklagede?

Ni nuværende eller tidligere ledere fra FIFA er omfattet af sagen:

  • Jeffrey Webb, præsident for Concacaf, vicepræsident i FIFA

  • Eugenio Figueredo, vicepræsident i FIFA

  • Jack Warner, tidligere vicepræsident i FIFA

  • Eduardo Li, præsident for Costa Ricas fodboldforbund

  • Julio Rocha, embedsmand i FIFA

  • Rafael Esquivel, præsident for Venezuelas fodboldforbund 

  • José Maria Marin, tidligere præsident for Brasiliens fodboldforbund

  • Nicolás Leoz, tidligere præsident for Sydamerikas fodboldforbund

  • Costas Takkas, attache i Concacaf

Den mest opsigtsvækkende på listen er Jeffrey Webb - den nuværende leder af Concacaf og vicepræsident for FIFA.

Den 50-årige fodbold-politiker fra Caymanøerne har en meget fremtrædende rolle i FIFA. Den nuværende præsident Sepp Blatter har udpeget ham som sin mulige efterfølger, skriver The Independent. Sepp Blatter selv er ikke sigtet. 

En af de andre anklagede, Jack Warner, er tidligere leder af Concacaf, mens de fleste af de andre på listen indtager ledende roller i latinamerikanske fodboldforbund.

De fem øvrige anklaede i sagen er fire chefer i sport marketing branchen og en enkelt mellemmand.

Hvem er ellers indblandet?

Samtidig med offentliggørelsen af anklageskriftet, har de amerikanske myndigheder afsløret, at fire navngivne personer og to selskaber i perioden 2013-2015 allerede har erklæret sig skyldige for at undgå anklage.

På den liste tiltrækker tidligere generalsekretær i Concacaf Charles Blazer sig størst opmærksomhed.

Medier som Buzzfeed har tidligere beskrevet, hvordan Charles Blazer har været involveret i forskellige former for økonomisk kriminalitet og brugte sin position i fodboldforbundet til at finansiere en meget ekstravagant livsstil.

Sidste år kunne avisen New York Daily News så fortælle, at Blazer var blevet rekrutteret som muldvarp i FIFA af de amerikanske myndigheder, der truede ham med en skattesag.

Blazer aflyttede blandt andet FIFA-møder med en mikrofon, der var gemt i en nøglering. Det er sandsynligvis blandt andet disse aflytninger, som ligger bag dagens anklageskrift.