FIFA-præsidenten gik fri af anklager

Hverken præsidenten eller generalsekretæren i FIFA er indblandet i anholdelserne i Zürich.

Præsidentvalget i FIFA bliver gennemført som planlagt, siger fodboldforbundet efter onsdagens anholdelser. (Foto: © Arnd Wiegmann, Scanpix)

Det kom som noget af en overraskelse for FIFA-toppen, da schweizisk politi anholdte ni ledere fra det internationale fodboldforbund klokken seks onsdag morgen.

- Hvis vi havde vidst det, så var vi gået tidligere i seng, konstaterede forbundets kommunikationsdirektør på et velbesøgt pressemøde.

Det er det amerikanske justitsministerium, der står bag anholdelserne, fordi de mistænker i alt 14 personer for korruption. Og da FIFA-toppen havde fået gnedet søvnen ud af øjnene, kunne de konstatere, at hverken præsident Sepp Blatter eller generalsekretær Jerome Valcke er involveret.

Derfor bliver denne uges kongres og præsidentvalg afholdt som planlagt.

- Det har aldrig været overvejet at udsætte hverken kongressen eller valget. Det vil forløbe som planlagt, fastslår kommunikationsdirektøren Walter De Gregorio.

Lettest at slå til nu

Ifølge kommunikationsdirektøren, der var alene på podiet, skete aktionen netop nu, fordi det var lettest for det schweiziske politi.

- Det faktum, at alle de, der er interessante at tale med, er til stede i Zürich, er årsagen til at det sker nu. Det er nemmere for myndighederne end at skulle rejse verden rundt for at afhøre.

Og i modsætning til hvad der har været skrevet flere steder, så har der ikke været tale om nogen ransagning. FIFA er nemlig villige til at lægge alle nødvendige oplysninger frem, lød det endvidere.

Kan forhindres i at stemme

Anholdelsen af de ni FIFA-ledere faldt bare to dage før der er præsidentvalg for de næste fire år. Som udgangspunkt bliver de anholdte ikke suspenderet fra FIFA, fordi de hverken er sigtet eller dømt. Men da de skal møde op for at stemme, så kan de meget vel misse muligheden for at aflevere deres stemme.

Walter De Gregorio ville ikke bekræfte hverken navne eller antallet af anholdte.

Det forventes, at der bliver holdt et eller flere pressemøder enten senere onsdag eller torsdag.