Guldregn er næsten for mildt et udtryk at bruge om udsigten for Midtjylland i den kommende tid. Guldskybrud er snarere sagen, for FC Midtjylland står i skrivende stund med muligheden for at slutte sæsonen af med intet mindre end otte mesterskaber. Tre af disse kan sikres i løbet af de næste tre dage: I Superligaen, U19 fodbold og i damehåndboldligaen.
På håndboldsiden er det damerne, der trækker det store læs. Således har U16- og U18-pigerne allerede spillet DM-guldet hjem til Herning-klubben, og på lørdag kan førsteholdet hive selvsamme titel hjem i Dame Boxerligaen. Dertil kommer, at damernes førstehold allerede har vundet Pokalen og Cup Winners Cup.
Også på fodboldsiden kan det blive tungt arbejde at få slæbt alt guldet hjem. I Superligaen er holdet praktisk talt mestre, om end der stadig er en yderst hypotetisk chance for, at FC København kan true midtjyderne.
Spænding på fodboldsidenLidt mere guldspænding er der på både U19-fodboldholdet og i Reserveligaen. U19-fodboldholdet spiller lørdag - ligesom håndbolddamerne - DM-finale i en direkte duel mod FC Nordsjælland.
I Reserveligaen ligger FCM på andenpladsen med samme pointsum som henholdsvis FC Nordsjælland på førstepladsen og AaB på tredjepladsen med kun målscoren til forskel. Med to kampe igen for FC Nordsjælland og FC Midtjylland, og tre for AaB, er førstepladsen således stadig inden for rækkevidde.
Talentarbejde giver afkastSportsredaktør på Herning Folkeblad Jørn Kristiansen ser de flotte sportslige resultater som afkastet af en længere årrække med talentudviklingsarbejdet:
- På ungdomsplan har man sat nogle strukturer i gang, især omkring miljøet i Ikast, som har givet en masse flotte resultater.
Det er blandt andet en efterskole, en højskole og Sport Star College i det midtjyske, der tiltrækker unge sportsstjerner på tværs af idrætsgrene fra hele landet.
- De kan se noget i det elitemiljø, som er blevet bygget op, forklarer Jørn Kristiansen.
Talentudviklingen gavner især fodbold, mener Kristiansen. Han peger blandt andet på at U19-holdet kan hive den fjerde DM-titel hjem på blot 10 år, hvis de vinder lørdag. Dette gavner også førsteholdet, som kan have glæde af de mindre løntunge, men talentfulde unge, som er vant til at performe.
Trænerne er fuldtræffereOgså på trænerfronten er der ros fra sportsredaktøren, som han ser som værende utroligt nærværende i alle ledder af deres klubber:
- Man har lavet nogle fuldtræffere. Man har ikke bare taget et navn, som fik ros i første ombæring. Faktisk var der jo skepsis, da både Glen Riddersholm og Helle Thomsen blev valgt.
Men trods den store succes skal man ikke forvente store armbevægelser, vurderer Jørn Kristiansen.
- Den vej rundt er vi stadig i det sindige Midtvestjylland, spøger han, om end han dog kalder stemningen for rigtig god og anerkender, at torsdag kan blive en stor dag i Midtjylland.
- Det er historisk for området og for klubben, siger han.
Her har FCM vundet guld
- •
Pokalen, håndboldkvinder
- •
Cup Winners Cup, håndboldkvinder
- •
DM-guld, U16-håndboldpiger
- •
DM-guld, U18-håndboldpiger
Her er guldet inden for rækkevidde
- •
Superligaen - kan afgøres i aften mod FC Vestsjælland
- •
U19 fodbold - spiller direkte DM Finale lørdag mod FC Nordsjælland
- •
Reserveligaen - pt. på 2. pladsen
- •
Dame Boxerligaen - 2. finale spilles på lørdag mod Team Esbjerg