IFK Göteborg-angriberen Lasse Vibe blev onsdag udtaget til det landshold, som i juni skal spilles både testkamp mod Montenegro og EM-kvalifikationskamp mod Serbien fem dage senere.
Men Lasse Vibe kommer ikke til at spille testkampen 8. juni mod Montenegro, da han dagen forinden er i aktion for sin svenske klub.
- Lasse Vibe spiller ikke mod Montenegro. Det ligger helt fast, siger Morten Olsen til TV2 Sport.
- De har vigtige og mange kampe lige nu i Sverige, så han er hårdt presset i forvejen, uddyber Morten Olsen.
Til gengæld er sidste sæsons topscorer i Allsvenskan klar til kvalifikationskampen mod Serbien 13. juni, hvor han skal forsøge at overbevise landstræneren om, at han skal have en startplads.
/ritzau/