AGF tog point fra Viborg i overtiden

Status quo i 1. Division efter runde nummer 25.

Steffen Rasmussen bragede bolden lige ud i Deble, der dermed scorede et meget mærkeligt mål topkampen mellem AGF og Viborg. (Foto: © Axel Schütt, Scanpix)

Med otte runder tilbage fortsætter Viborg kursen mod Superligaen. 12 point er der fortsat ned til Lyngby på tredjepladsen, efter at det søndag blev til en 1-1 ude mod AGF, der ligger nummer to.

AGF fik udlignet i overtiden, og det betyder at aarhusianerne stadig har seks point ned til Lyngby, der fredag spillede uafgjort i Roskilde.

Viborg kom foran på et mærkværdigt mål af Serge Deble i første halvleg. AGF-målmanden Steffen Rasmussen havde tilsyneladende alt under kontrol, da han stod med bolden ved fødderne i et eget felt.

Det efterfølgende udspark endte dog lige i masken på Deble, der sprang frem imod bolden og havde det fornødne held, så bolden trillede forbi Rasmussen og ind i det tomme mål.

Viborg var farligst

I løbet af kampen sad Viborg på en god del af spillet, og holdet var mere indstillet på at angribe end på at forsvare føringen.

Som anden halvleg skred frem kom AGF lidt længere frem på banen, men værterne havde svært ved at fastholde angrebene. Derfor fik Viborg i flere omgange mulighed for at angribe den anden vej, blandt andet et kvarter før tid, hvor Stankov sendte en afslutning på ydersiden stolpen.

Først i overtiden fik AGF udlignet, da Stephan Petersen determineret driblede bolden frem og spillede Jesper Lange fri på kanten af feltet. Han afsluttede fladt mod det fjerneste hjørne, og via stolpen havnede kuglen hos Mate Vatsadze. Cirka halvanden meter fra målstregen kunne 1. Divisions topscorer ikke undgå at udligne til stor jubel blandt hovedparten af de 8.747 tilskuere.