U21-EM uden Cornelius: Hvem skal nu score målene?

DR Sportens Andreas Kraul giver sine bud på, hvem der kan erstatte Andreas Cornelius på U21-landsholdet til EM.

Andreas Cornelius kan se frem til en længere pause efter mødet med Dennis Flinta, og han går glip af sommerens EM-slutrunde med U21-landsholdet. (© Scanpix)

En brækket ankel har sat Andreas Cornelius ud af spillet til sommerens EM-slutrunde i Tjekkiet. Derfor skal U21-landstræner Jess Thorup til at tænke i alternativer på angrebspladsen, når startopstillingen skal sættes.

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul giver her sine bud på, hvem der i stedet er i spil som spidsangriber, når det går løs mod Tjekkiet, Tyskland og England fra den 17. juni.  

Mads Hvilsom (Hobro)

Han er jokeren, der stort set ikke har været inde omkring U21-landsholdet. Udover en træningssamling i Tyrkiet for halvandet år siden, har han slet ikke været med i kvalifikationsturneringen. Men selvom han har været langt væk fra holdet, så er han den, der er klart skarpest i øjeblikket.

Han er nummer to på topscorerlisten i Superligaen (13 mål), hvor han har lavet nogle fantastiske mål. Imod taler, at han ikke er den klassiske 9'er som Andreas Cornelius, men han kan godt spille som forreste angriber, og han har virkelig mål i støvlerne i øjeblikket.

Mads Hvilsom er brandvarm i Superligaen. (© Scanpix)

Emil Berggreen (Eintracht Braunschweig)

Han kom med på U21-landsholdet til sidst i kvalifikationsturneringen, og han fik debut og scorede i en hjemmekamp i Aalborg. Han er nok den, der mest minder om Andreas Cornelius i spillestil og statur.

Han har ikke scoret så mange mål efter sit skifte til 2. Bundesliga (1 mål), men han har fysikken og hovedspillet med sig, og er også god som spilstation. Han har selvfølgelig ikke Andreas Cornelius' internationale rutine, og han har ikke spillet så mange kampe på højt plan, men er altså den, der minder mest om ham.

Nicolai Brock-Madsen (Randers)

Hvis man ser på, hvad Jess Thorup har brugt tidligere, så er han egentlig den, der står forrest i køen. Han startede inde i den seneste testkamp mod USA, men han har ikke haft noget godt forår i Randers (1 mål i sæsonen), hvor han har været meget ude af startopstillingen, og han virker ikke særlig skarp i øjeblikket. Han var heller ikke særlig god i kampen mod USA, så selv om han har været det bedste bud, så er han ved at falde ned i hierarkiet.

Mads Hvilsom er brandvarm i Superligaen. (© Scanpix)

Kenneth Zohore (OB)

Han har været førstevalg i den her årgang, hvis vi ser på U17- og U19-landsholdene, hvor det var ham der lavede målene, men han har virkelig haft nogle svære sæsoner. Han har spillet for U21-landsholdet i efteråret, men han virker trods alt til at være for langt fra topformen (1 mål i Superligaen). Der skal i hvert fald for alvor ske en udvikling inden for de kommende uger, hvis han skal komme ind i billedet.

Systemskiftet

Alternativt kunne Jess Thorup ændre på systemet, så han går væk fra at spille med to kanter og en stærk frontangriber, og i stedet spiller med en anden type end Andreas Cornelius. Dér kunne Yussuf Poulsen fra RB Leipzig i 2. Bundesliga være en mulighed. Han ligger i dag primært på kanten, men han har spillet angriber tidligere i karrieren.

I så fald skulle han have en af de små - fx Uffe Bech (FC Nordsjælland), Danny Amankwaa (FC København), Viktor Fischer eller Lucas Andersen (begge Ajax)  - som den falske 9'er bag sig. Men det ville som sagt kræve et systemskifte og er lidt imod den facon, Jess Thorup gerne vil spille på.