Michael Laudrup har ikke fejret et mesterskab som træner siden 2005, hvor han sammen med Brøndby tog førstepladsen i Superligaen.
Søndag blev det så til mesterskab nummer to som træner, da Laudrups Lekhwiya SC hjemme slog Al Ahly 3-1 på hjemmebanen i Doha.
Se målene og Laudrups blive kastet rundt i klippet øverst.
Med sejren har Lekhwiya SC fem point ned til rækkens nummer to Al-Sadd, og med én runde tilbage kan Laudrups tropper dermed ikke hentes. Mesterskabet er Lekhwiyas andet i træk og fjerde i alt inden for de sidste fem år.
Michael Laudrup har tidligere annonceret, at han vil melde ud om sin fodboldfremtid i maj. Laudrups kontrakt med Lekhwiya udløber til sommer.