Der har i den forløbne uge været turbulens omkring Emil Larsen efter hans udtalelse mod sine egne fans sidste søndag. I dag spiller OB i Farum mod FCN, og Emil Larsen har fået plads på bænken.
OB’s træner Ove Pedersen afviser dog, at bænkpladsen er en form for straffeaktion.
- Det er ikke en straffeaktion. Ellers havde han ikke været på bænken, siger Ove Pedersen og fortsætter:
- Han er ikke kommet i gang efter vinterpausen. Jeg har troet på ham i efteråret, men man må bare sige, at det er ikke lykkedes for ham i efteråret. Jeg håber på en trodsaktion, jeg håber på at se den gamle Emil Larsen, for han er en vigtig spiller, siger Pedersen.
God reaktion
Han uddyber:
- Det handler om, hvor lang snor kan man blive ved, når han mangler selvtillid og ikke performer, som man ved, hvad han kan? siger Ove Pedersen, der kan lide den måde, Emil Larsen har reageret på i løbet af ugen.
- Jeg er ikke glad ved udtalelsen, men jeg er glad for hans reaktion som person. Han viser sig som en mand og graver sig ikke ned, selv om situationen er ubehagelig, siger han.
Emil Larsen har ikke de store kommentarer til sin bænkplads.
- Der har været meget snak, men mit fokus på er på fodboldbanen. Jeg er kommet med en udtalelse og pressemeddelelse, og nu er der kun fokus på kampen, sagde han inden kampen til DR.