Brøndby efter Agger-karantæne: Ærgerlig dom

Brøndbys sportsdirektør, Per Rud, bryder sig ikke om Daniel Aggers karantæne, men accepterer den.

Per Rud er skuffet over dommen til Daniel Agger. (Foto: © Michael Bothager, Scanpix)

Brøndby må undvære holdets anfører Daniel Agger i de næste to ligakampe, efter at Fodboldens Disciplinærinstans fredag formiddag idømte Agger to karantænedage for brug af albue mod FCK’s Mathias Zanka Jørgensen.

Det ærgrer klubbens sportsdirektør Per Rud.  

- Som Daniel allerede har forklaret, så var det ikke en bevidst handling, men et resultat af et forsøg på at vriste sig fri af Zankas greb, siger han til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Den slags dueller er der mange af i topfodbold, og det gjaldt også kampen mod FC København, der var intens som sædvanlig. Derfor ærgrer det os, at Fodboldens Disciplinærinstans har valgt at tildele karantæne, for vi er ikke enige i den kendelse, siger Per Rud.

Accepterer situation

Sportsdirektøren peger på, at det nu er op til Thomas Frank at forberede et hold uden dets anfører til kampen på søndag ude mod Sønderjyske og i næste uge mod Hobro.

- Selv om vi ikke er enige, så kan vi ikke gøre andet end at acceptere situationen og se fremad. Der venter en svær udekamp i Haderslev på søndag, og nu kan Thomas Frank forberede holdet til opgøret med vished om, at det bliver uden Daniel. Vi har dog fuld tillid til Martin Albrechtsen, Dario Dumic og Martin Ørnskov, som alle har præsteret godt i midterforsvaret, siger Per Rud.