Fra ishockey til fodbold: Danske matchfixing-sager

Selvom Danmark ikke har været ramt af store matchfixing skandaler, har dansk sport for længst mistet sin uskyld.

1969

Den første sag om matchfixing i Danmark stammer helt tilbage fra 1969.

Ifølge Justitsministeriet er det det eneste trykte eksempel fra dansk retspraksis, hvor der har været tale om manipulation af sportsresultateter.

Her blev en gruppe cykelryttere dømt for bedrageri på Ordrupbanen fra 1967 til 1969. Foruden syv ryttere blev tre bagmænd også dømt.

2010

Dansk Boldspils Union (DBU) afgjorde i 2011 unionens første to sager om ulovligt spil på egne kampe.

Hovedpersonerne var Samir Haiba, som dengang spillede for B1908, og Jesper Sneholm, som spillede i Vanløse IF - begge i 2. Division Øst.

Begge spillere erkendte at have spillet på egne kampe og slap med en advarsel.

2012

Den 6. november 2011 spillede den daværende Lyngby-spiller Kim Aabech 6.500 kroner på 13 væddemål.

Problemet var dog, at tre af væddemålene blev sat på hans eget holds kamp mod FC København, som skulle spilles senere på dagen. En kamp, hvor Kim Aabech var udtaget til truppen, men først kom på banen omkring 20 minutter før tid.

Kim Aabech spillede på nederlag til Lyngby Boldklub, men fastholdt igennem hele sagen, at han havde spillet kuponerne for sin bror samt at der kun var tale om ét væddemål og ikke tre.

Det var den første sag efter, at DBU strammede op i regelsættet, og kostede Kim Aabech otte spilledages karantæne. Seks af dem var for matchfixing og de sidste to for at have givet urigtige oplysninger.

2013

Den tidligere FC Vestsjælland- og nuværende Hvidovre IF-spiller Kristoffer Wichman var hele to gange involveret i sager om matchfixing i 2013.

I den første sag blev Kristoffer Wichmann idømt et halvt års karantæne for mindst 18 spil på en kamp, hvor han selv blev skiftet ind i efter 56 minutter. Der var i alt spillet for 22.000 kroner.

Karantænen blev senere nedsat med fem uger af DBU's Appeludvalg, så den udløb 30. juni i stedet for 5. august 2013. Ved samme lejlighed blev Kristoffer Wichmann idømt en bøde på 25.000 kroner.

I slutningen af juni, tæt på udløbet af den første karantæne, blev Kristoffer Wichmann idømt yderligere et halvt års karantæne for matchfixing.

Modsat den første sag havde Kristoffer Wichmann ikke spillet på sejre til sit eget hold, men derimod på kombinationer med uafgjorte kampe. Væddemålene var på knap 30.000 kroner, og Kristoffer Wichmann blev indskiftet i den ene af de tre kampe, som han havde sat penge på.

Med tillægskarantænen, der udløb 31. december 2013, fulgte også en bøde på 30.000 kroner.

2014

Januar

I januar gav Dansk Indrætsforenings (DIF) Matchfixingnævn fodboldspiller fra Nykøbing FC en spilledags karantæne for at have spillet på egen kamp.

Derudover fik Mikkel Bruun en bøde på 1.000 kroner. Han havde valgt at sætte 100 kroner på et kombinationsspil (et samlet væddemål med flere kampe), hvori hans egen kamp indgik.

Selvom han spillede på en sejr til sit eget hold forbrød han sig mod DIF's regler om matchfixing.

Marts

DIF's matchfixingnævn ikendte tre ishockey-spillere karantæne og bøder for at have sat penge på egne kampe.

Der var tale om de daværende Esbjerg Energy spillere Kirill Starkov, canadiske Tyler Mosienko og Dennis Jensen.

De to førstnævnte fik fem spilledages karantæne og bøder på henholdsvis 12.000 og 4.000 kroner for at have spillet på, at modstanderen ville score i 1. periode af kampen.

Dennis Jensen, der er målmand, blev udelukket fra at spille kampe under Danmarks Ishockey Union (DIU) i et år. Årsagen til den hårde straf var, at Dennis Jensen - foruden at have spillet penge på egen kamp - i to tilfælde havde tilbudt en medspiller penge for at lade mål gå ind med vilje.

I den omtalte kamp havde Dennis Jensen desuden sat penge på, at modstanderholdet også ville score to mål i 2. periode.

Alle tre spillere blev desuden fyret fra deres hold.

August

I alt seks personer blev sigtet af politiet for at have medvirket til matchfixing i to af Hvidovre IF's kampe.

Der var tale om fire af klubbens spillere samt to personer uden for klubben.

De seks vandt i alt 900.000 kroner for deres væddemål på to kampe. I den første mod FC Hjørring skulle Hvidovre lukke mindst fire mål ind, mens de skulle tabe med mindst to mål i den anden kamp mod Vejle Boldklub. De to kampe endte henholdsvis 4-2 og 5-0.

Retssagen mod de seks personer begynder mandag den 23. marts og de er tiltalt for groft bedrageri.

Bliv klogere på matchfixing i Danmark, når DR1 mandag aften klokken 20.45 sender dokumentarprogrammet "Historien bag Historien: Matchfixing".