Mads Agesen blev skurken, da Randers røg ud af pokalturneringen efter forlænget spilletid og straffespark i Parken mod FC København.
Midterforsvareren måtte se sit spark pareret af Stephan Andersen, der dermed sikrede hjemmeholdet sejren. Det var ellers ikke med sin gode vilje, at han påtog sig ansvaret for at sparke. Men der var ikke andre, der bød sig til, og så så han stort på den gamle fodboldvisdom om, at midterforsvarere ikke skal sparke straffe.
- Jeg tænkte også selv på det, da jeg stod derude, men jeg så, at Per Nilsson (midterforsvarer for FCK, red.) kunne, og så tænkte jeg, at det kunne jeg også gøre.
- Jeg laver den helt klassiske og vil bare sparke den ned i midten, men lige da jeg tager et skridt og håber, at han vælger en side, så bliver han sgu stående. Så må jeg vælge en side, og han vælger så den rigtige.
Kan dele skylden
Afbrænderen var en tung skæbne for Mads Agesen og Randers, der i 120 minutter holdt stand imod FCK's tunge pres.
- Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Det er selvfølgelig ærgerligt for mig, at jeg misser. Det er simpelthen så tungt lige nu.
- Det handler om at vinde fodboldkampe, også i straffesparkskonkurrencer, og jeg blev så skurken i dag, siger Mads Agesen, der trods alt kan dele skyldfølelsen med holdkammerat Christian Keller, der faktisk havde muligheden for at afgøre kampen til Randers fordel, men sparkede på overliggeren.
FC København er sammen med Esbjerg, FC Vestsjælland og Sønderjyske videre til semifinalerne i DBU Pokalen.