Fodboldkvinderne trodser konflikt og slår verdensmestrene

De danske fodboldkvinder har trodset konflikten med DBU og stiller til start i Algarve Cup. De kom godt i gang med en sejr over de regerende verdensmestre.

De danske kvinder fejrer en scoring i kampen mod Japan. (© Scanpix)

Det danske kvindelandshold i fodbold har valgt at trodse den igangværende konflikt med DBU, og stiller til start i stærkeste opstilling ved Algarve Cup i Portugal.

Der efterlod de et positivt indtryk, da de slog de regerende verdensmestre fra Japan, der ovenikøbet er ved at forberede sig til den forestående VM-slutrunde, som Danmark ikke er kvalificeret til.

Allerede kort efter dommerens første fløjt bragte danskerne sig foran, da Sanne Troelsgaard efter en omgang klumpspil fik sendt bolden over stregen.

Et kvarter senere udlignede Japan, og selvom verdensmestrene pressede på for sejren, så sluttede det lykkeligt for de rød-hvide og med en sejr efter Johanna Rasmussens sejrsmål efter pausen.

Har trodset konflikten

På trods af den igangværende konflikt mellem DBU og spillerne, stiller kvindelandsholdet i stærkest mulige opstilling i Algarve, fortæller landstræner Nils Nielsen til Ritzau.

- Spillerne har valgt at deltage i turneringen, og det forholder jeg mig til. De, der ikke er med, er væk på grund af skader.

- Da vi kom herned og begyndte at træne, var det da en lettelse. Det var svært at vide, hvordan spillerne ville reagere på konflikten.

 - Men spillernes holdning har hele tiden været, at konflikten ikke skulle gå ud over det sportslige, siger han.

Spillerne på kvindelandsholdet har i lighed med deres mandlige kolleger på A-landsholdet modtaget et brev fra DBU med en række nye krav, men deres frist udløber først den 12. marts efter Algarve Cup.