Hvis Liverpool FC havde tilbudt Steven Gerrard en ny kontrakt inden sæsonen gik i gang, så havde anføreren sat sin underskrift på den.
I sidste uge kom det frem, at Steven Gerrard stopper i klubben til sommer efter 25 års tjeneste, og det affødte straks voldsomme reaktioner fra Liverpoolfans verden over.
Men sådan behøvede det ikke at have været, fortæller han i dag til avisen Liverpool Echo.
- Hvis der var blevet lagt en kontrakt foran mig i optakten til sæsonen, så havde jeg skrevet under på den, siger han.
På bænken
Han fortæller også, at han blev tilbudt en 12 måneders forlængelse i oktober, men at han valgte at afslå efter en samtale med manager Brendan Rodgers, der lagde op til at reducere hans spilletid kraftigt.
I samme periode måtte Steven Gerrard også starte en kamp på Santiago Bernabeu mod Real Madrid på bænken.
Ikke vred
Ifølge bbc.com siger Steven Gerrard, at han ikke er vred over klubbens behandling af ham, men at det havde været anderledes, hvis kontraktforlængelsen var kommet lige efter VM-slutrunden.
- Jeg var lige stoppet på landsholdet for England for at koncentrere mig om Liverpool, og jeg ville ikke være andet end stamspiller. Hvis jeg gik glip af kampe nu, så ville jeg sidde endnu mere ude i næste sæson. Det ville blive værre og værre, siger Steven Gerrard ifølge bbc.com.
Til gengæld kan Steven Gerrard ifølge samme medie snart skrive under på en ny kontrakt med amerikanske LA Galaxy, hvor han får en 18 måneder lang kontrakt til en værdi af 57 millioner kroner.