Ny storaktionær i Lyngby: Målet er stadig Superligaen

Ejerskiftet i Lyngby får ingen sportslige konsekvenser for Lyngby BK, garanterer den nye hovedaktionær.

Lyngbys fans behøver ikke frygte for de sportslige ambitioner til trods for ejerskiftet. (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Scanpix)

Den søde juletid har fået en bitter eftersmag i Lyngby BK, selvom klubben overvintrer på førstepladsen i 1. division.

I hvert fald for den nu tidligere direktør i klubben, Christian Hill-Madsen, der er blevet tvunget til at trække sig og samtidig sælge samtlige sine aktier til hovedsponsoren Hellerup Finans.

Men turbulensen i direktionslokalerne får ingen negativ sportslig indflydelse på Lyngbys jagt på oprykning til Superligaen, garanterer direktøren i Hellerup Finans, der pludselig er blevet ny hovedaktionær i klubben.

Ingen sportslige konsekvenser

- Hvis det får sportslige konsekvenser, så er de af positiv karakter. Vi er jo også af den overbevisning, at vores aktier er mere værd, hvis vi er en Superligaklub end en 1. divisionsklub.

- Derfor fortsætter vi det sportslige set up, som det er nu, og ser på, om der er mulighed for at forbedre det.

- Men det kræver, at vi lige får den sportslige ledelse hjem fra ferie. Det kommer de i den nærmeste fremtid, og så tager vi en snak med Jack Majgaard (træner i Lyngby, red.) og hans team, siger direktør i Hellerup Finans, Torben Jensen til DR Sporten.

Tur på luderbar

Balladen mellem direktør Christian Hill-Madsen og Hellerup Finans opstod efter efter en sponsortur til den spanske hovedstad, Madrid, i november måned. Den udartede sig tilsyneladende på en måde, som ledelsen i Hellerup Finans efterfølgende ikke ville acceptere.

Derfor krævede firmaet direktørens afgang, med mindre han kunne skaffe de 2,3 millioner kroner, det ville koste at købe finanshuset ud ved at finde overtage dets aktiepost. Deadline for betalingen var en 31. december kl. 18.00.

Stridspunktet på den omtalte sponsortur var et besøg på en bar i Madrid, som ifølge Hellerup Finans' medarbejder var et bordel, og som der blev taget initiativ til med direktør Christian Hill-Madsens billigelse.  

I går meddelte Christian Hill-Madsen så sin afgang, da han ikke var lykkedes med at skaffe pengene. I samme ombæring overdrog han sine aktier til Hellerup Finans, der står tilbage som hovedaktionær i klubben med mere end 90 procent af aktierne.

Søger ny ejerstruktur

Første opgave for Hellerup Finans bliver at finde en ny direktør og at sammensætte en bestyrelse, der skal varetage driften af den nordsjællandske klub.

Selvom virakken har efterladt Hellerup Finans som hovedaktionær i Lyngby BK, så har virksomheden ikke planer om at blive i rollen som klubejer fremover.

- Vi er på grund af forskellige omstændigheder endt som hovedaktionær, og den rolle tager vi seriøst. Men vi afsøger også markedet for at finde ud af, hvordan vi kan skabe en bred ejerstruktur, som kan holde i mange år. 

- Derfor siger vi, at vores ejerskab nok vil vare i et år eller to, før vi har fundet den løsning, der holder på længere sigt, siger direktør Torben Jensen.

Hellerup Finans gør sig i investeringsprojekter og forvalter ifølge finans.dk mere end én milliard kroner.

Lyngby ligger på førstepladsen i NordicBet Ligaen med 37 point med seks point ned til AGF på tredjepladsen.