Manden bag rapport: FIFA-resumé er fejlbehæftet

Juristen Michael Garcia anklager FIFA for at bringe fejlagtige fakta og forkerte konklusioner i sit resumé.

Michael Garcia (t.v.) i selskab med Hans Joachim Eckert fra FIFA's etiske komité. (Foto: © Walter Bieri, Scanpix)

FIFA offentliggjorde torsdag et 42 sider langt resumé af den kritiske rapport om buddene til VM-slutrunderne i 2018 og 2022, som juristen Michael Garcia har stået bag.

Og Michael Garcia er ikke ligefrem begejstret for FIFA's etiske komités resumé af undersøgelsen.

- Resuméet indeholder adskillige utilstrækkelige og fejlbehæftede udlægninger af fakta og konklusioner, udtaler Garcia ifølge BBC.

Garcia udtaler derudover, at han har intentioner om at gå videre til FIFA's appel-komité.

Sår tvivl om uafhængighed

FIFA's forkortede udlægning af undersøgelsen frikendte begge de kommende VM-arrangører Rusland og Qatar for anklager om korruption og stadfæstede, at begge slutrunder vil blive afholdt som hidtil planlagt.

Det er tyskeren Hans-Joachim Eckert, der som formand for FIFA's etiske komité har skrevet resuméet.

Udtalelserne fra Garcia er med til at åbne tvivlsspørgsmål omkring værdien af etik-komitéens uafhængighed.