Den 19-årige fodboldspiller Pione Sisto fra FC Midtjylland er blevet indstillet af Folketinget til at få dansk statsborgerskab.
Det har den sudansk-fødte spiller, der har boet i Danmark i næsten hele sit liv, søgt om gennem noget tid.
- Det er selvfølgelig en dejlig nyhed. Nu har jeg selv forventet, at jeg skulle være med i denne pulje, men det er altid noget andet, når det er bekræftet på denne måde, siger Pione Sisto til bold.dk.
- Så jeg forventer, at jeg får dansk pas, som mine brødre også har fået. Jeg er den sidste ud af fem brødre, der ikke har fået.
- Der var heller ikke nogen problemer med mine brødre, så jeg regner heller ikke med, at det bliver noget problem for mig, siger han.
Ekstra Bladet har tidligere på aftenen skrevet historien og linket til denne liste til Folketinget, hvor Sisto er nummer 462.
Pione Sisto har scoret fire mål i Superligaen i denne sæson.
Han håber på at opnå en plads på Danmarks U21-landshold, der skal spille EM i Tjekkiet næste år.
- Jeg har U21-landsholdet i øjnene og håber på at blive aktuel der. Jeg håber på, at jeg kan komme med til U21-EM, som holdet lige har kvalificeret sig til, det vil jeg i hvert fald rigtig gerne, siger Pione Sisto.
/ritzau/