Lasse Schöne kom lørdag på scoringstavlen for sin hollandske klub, Ajax.
Den danske landsholdsspiller cementerede sejren hjemme over Go Ahead Eagles, da han scorede til 3-1 et kvarter før tid.
Med sejren har Ajax 20 point for 10 kampe og ligger nummer to i Æresdivisionen.
Nicolai Boilesen gjorde comeback for Ajax, efter at han har siddet ude i lidt over en uge.
Den danske landsholdsspiller pådrog sig hjernerystelse, da Danmark tirsdag i sidste uge tabte 0-1 til Portugal i Telia Parken i EM-kvalifikationen.
Derfor var Nicolai Boilesen ikke med, da Ajax tirsdag tabte 1-3 ude til FC Barcelona i Champions League.
Boilesen og Lasse Schöne spillede hele kampen mod Go Ahead Eagles, mens Niki Zimling afløste Lucas Andersen seks minutter før tid.
/ritzau/