Det var Superliga-bund mod 1. divisions-bund, da Brønshøj tog imod OB i pokalturneringen onsdag aften.
Og selv om fynboerne kom i stærkeste opstilling, var det Brønshøj, der løb med sejren. Mikkel Nøhr Christensen blev matchvinder i 1-0 sejren.
Han scorede sejrsmålet kort efter pausen, da Martin Spelmann kiksede en aflevering midt på banen og sendte bolden lige i benene på Brønshøjs 10'er. Mikkel Nøhr satte kurs mod feltet og lagde bolden køligt ind bag Emil Ousager i OB-målet.
Bech gik hvileløst omkring
Dermed er presset øget på træner Troels Bech, der onsdag aften gik hvileløst rundt på sidelinjen i Brønshøj, mens hans udvalgte havde store problemer med at få spillet til at flyde inde på banen.
OB stillede som nævnt op med alle superliga-profilerne, men kunne kun dominere den første halve time af kampen. Herefter var det Brønshøj, der fik tilspillet sig de største chancer.
Brønshøj er agterlanterne i 1. division, hvor det endnu ikke er blevet til en sejr i sæsonens ni første kampe. OB er næstsidst i Superligaen med seks point for otte kampe.
Sønderjyske havde i modsætning til OB ingen problemer med at spille sig videre til 3. runde af pokalturneringen og vandt 3-0 ude over Esbjerg IF 32. Bojan Golubovic scorede en gang og Marvin Pourié to gange i den sikre sejr.