Danskerklubben Ajax Amsterdam fortsætter i retning mod det hollandske mesterskab.
Søndag eftermiddag vandt det hollandske tophold således med hele 4-0 på hjemmebane over AZ Alkmaar, der sendte danske Simon Poulsen på banen halvvejs inde i kampen.
Hos Ajax startede både Christian Poulsen og Viktor Fischer på banen, men blot 12 minutter inde i kampen måtte sidstnævnte lade sig udskifte med en skade.
Inden da havde hjemmeholdets Siem de Jong sendt sit hold i front med en scoring efter fire minutters spil.
1-0-føringen holdt til pausen, og dermed var der ikke meget, der tydede på, at gæsterne ville ende eftermiddagen så grimt, som de gjorde.
Først efter 54 minutters spil faldt den næste scoring, men så gik det pludselig også hurtigt.
Lerin Duarte scorede til 2-0, og syv minutter senere gjorde Ricardo Kishna det til 3-0.
Med et kvarter tilbage af kampen dukkede Duarte igen op og lukkede definitivt kampen med sin anden scoring.
Med sejren har Ajax Amsterdam nu 54 point i toppen af ligaen.
FC Twente ligger nummer to med 47 point - dog har holdet spillet en kamp færre end Ajax.
/ritzau/