Se i klippet fodboldøkonom Jesper Jørgensen, Marco de Los Reyes fra DR Sporten og lektor på Copenhagen Business School Carsten Humlebæk diskutere, hvordan Real Madrid fortsat kan være så pengestærke trods den generelt dårlige spanske økonomi.
Real Madrid har de to dyreste fodboldspillere i verden i Gareth Bale og Cristiano Ronaldo og har for vane at spendere store summer i transfervinduet. Det gør de fortsat trods Spaniens økonomiske problemer.
- Real Madrid er en virksomhed, der sælger sig selv over hele verden, så den er ikke afhængig af Spanien, siger fodboldøkonom Jesper Jørgensen.
- Det har vist sig, at de dyreste spillere har kunnet betale sig på grund af salg af merchandise. Det er de mellemdyreste spillere, der ofte ikke har kunnet betale sig, siger Marco de los Reyes fra DR Sporten.
Og det ser ifølge eksperterne ud til at tendensen bare vil fortsætte. FC Barcelona og Real Madrid vil ikke få problemer med at genere penge foreløbig.
- Jeg tror, at de to store klubber i Spanien kan se frem til stadig at skovle flere penge ind, for de henter bare pengene eksempelvis i Asien eller hos amerikanske virksomheder, så de kan se frem til stadig flere penge, siger Jesper Jørgensen.