Formstærk Tinkoff-rytter slår Quaade og vinder DM

Christopher Juul-Jensen vandt torsdag DM i enkeltstart foran favoritten Rasmus Quaade.

Christopher Juul-Jensen er ny danmarksmester. (Foto: © Lars Ronborg, Getty Images)

Det blev den 25-årige temporytter Christopher Juul-Jensen fra Tinkoff-Saxo, som vandt torsdagens DM-enkeltstart i Rønde.

Christopher Juul-Jensen blev mester i tiden 48 minutter og 50 sekunder. Det var over et halvt minut hurtigere end favoritten Rasmus Quaade, som blev nummer to i tiden 49 minutter og 24 sekunder.

I løbet af året har Christopher Juul-Jensen vist særdeles god form, senest som hjælper for Alberto Contador i etapeløbet Route du Sud.

Han var desuden den eneste dansker i det russiske holds trup i Giro d'Italia, som Contador vandt.

Stærkt kørende

Han indledte også sæsonen stærkt i kampen mod uret, da han blev nummer 13 på enkeltstarten i Tirreno-Adriatico.

Juniorverdensmesteren fra 2011, Mads Würtz Schmidt, snuppede bronzemedaljen i tiden 49 minutter og 27 sekunder, mens Jakob Fuglsang missede podiet med et sekund.

Sidste år blev Christopher Juul-Jensen nummer to på DM-enkeltstarten.

/ritzau/