Rapporten fra Anti-Doping Danmark, ADD, og Danmarks Idræts-forbund, DIF, har været længe undervejs, men efter en lang forsinkelse er den klar til offentliggørelse tirsdag den 23. juni.
Men allerede nu bliver den kritiseret af Michael Rasmussen, et af hovedvidnerne i rapporten, for at være censureret og have udeladt blandt andet navnet på Nicki Sørensen. Det skriver Ekstra Bladet.
Oktober 2012
Det amerikanske antidopingagentur, Usada, offentliggør omfattende rapport med beviser rettet i særdeleshed mod Lance Armstrong.
- Bevismaterialet viser uden nogen form for tvivl, at US Postal Service Pro Cycling Team havde det mest avancerede, professionelle og succesfulde dopingprogram, sporten nogensinde har set, sagde Usada-chefen, Travis T. Tygart, til agenturets hjemmeside.
Lance Armstrong fik efterfølgende frataget sine syv Tour de France-titler og fik livsvarig karantæne fra cykelsporten.
Januar 2013
Anti-Doping Danmark og Dansk Idræts-Forbund beslutter sig for at lave en tilbundsgående undersøgelse af dopingkulturen i dansk cykelsport fra 1998 til 2015 inspireret af Usada's arbejde.
I første omgang blev tidshorisonten for offentliggørelsen af rapporten sat til januar 2014. En målsætning det har vist sig, at DIF og ADD ingenlunde kunne leve op til.
Januar 2013
Få timer efter Michael Rasmussen offentligt har erkendt massivt dopingbrug afholdt Anti Doping Danmark et pressemøde, hvor sløret for nogle af efterforskningens resultater blev løftet.
- … vi har fået indblik i en beskidt verden, hvor ikke kun sportsudøvere er indblandet, udtalte DIF's udviklingschef og medlem af Anti Doping Danmark, Morten Mølholm, ved den lejlighed.
Siden blev der mere stille om ADD og DIF's undersøgelse, og en lang række udsættelser af offentliggørelsen af rapporten fulgte.
Juli 2013
Den tyske rytter Jörg Jaksche fortæller, at han har afgivet vidneudsagn til rapporten om systematisk doping på Team CSC i 2004, da han kørte for Bjarne Riis.
Vi kunne spørge holdlægerne (på Team CSC, red.) om forskellige behandlinger. Vi kunne f.eks. spørge dem, hvilke dage vi kunne tage EPO, uden det blev opdaget, sagde han ifølge BT.
Også amerikaneren Tyler Hamilton har tidligere rettet skarpe anklager mod Bjarne Riis, som han kørte for på Team CSC. Også han er blevet afhørt til den danske rapport.
November 2013
Michael Rasmussen udgiver bogen 'Gul feber', hvor han lægger kortene på bordet og afslører i detaljer, hvordan han har dopet sig. Han beskriver også, at Nicki Sørensen benyttede sig af det ulovlige middel kortison under OL i 2004.
Nicki Sørensen afviser, men vil under ingen omstændigheder kunne straffes, da forældelsesfristen på dopingforseelser er otte år.
Oktober 2014
DIF og ADD kritiseres på grund af den forsinkede rapport. Den nu forhenværende direktør i Dansk Cykle Union, David Gullberg, siger blandt andet:
- Det er ærgerligt, at rapporten trækker ud, fordi det udfordrer tilliden til systemet, som måske ikke er lige så høj, som den var før. For os er det utrolig vigtigt, at der er en høj tillid og troværdighed omkring vores antidopingsystem. Derfor er det kedeligt, når tingene trækker ud, og der ikke sker noget. Det er med til at udfordre troværdigheden, siger DCU-direktør David Gullberg til DR Sporten.
Marts 2015
Den internationale cykelunion, UCI, offentliggør sin egen rapport om dopingproblemerne i sporten siden 1998. Den er forfattet af en uafhængig kommission. I modsætning til Usada's rapport er den i højere grad en generel beskrivelse af problemerne end et egentligt angreb på enkelte ryttere.
En lang række danskere - deriblandt Bjarne Riis og Michael Rasmussen - er nævnt i den.
Juni 2015
Ekstra Bladet skriver, at en række belastende afsnit i ADD og DIF's rapport er blevet slettet. Afsløringen er baseret på Michael Rasmussens udsagn om at han har fået tilsendt et udkast, som han skulle gennemlæse og underskrive. Her er Nicki Sørensens og episoden fra OL i 2004 nævnt. Men det skulle efterfølgende være blevet slettet.
- Undersøgelsesgruppen finder det tilstrækkeligt dokumenteret, at dopingovertrædelsen under OL har fundet sted. Gruppen anser det for sikkert, at Michael Rasmussen og Nicki Sørensen har indtaget kortison før det olympiske landevejsløb …, står der ifølge Ekstra Bladet i et af de slettede afsnit.
Juni 2015
DIF og ADD indkalder til pressemøde for at offentliggøre 'Rapport om doping i dansk cykelsport 1998-2015'.
40-årige Nicki Sørensen bor i dag i Italien, og han arbejder som sportsdirektør på Tinkoff-Saxo.