Der er skidt nyt for cykelrytteren Jakob Fuglsang, for efter lang tids spekulation ser det ud til, at hans hold Astana må lide den tort at få inddraget sin World Tour-licens.
I hvert fald skriver den hollandske avis Telegraaf, at licenskommissionen på baggrund af en anmodning fra den internationale cykelunion, UCI, har besluttet at tage licensen fra Astana. I så fald vil Astana blive degraderet til status af kontinentalhold i sportens tredje division uden mulighed for at stille til start i nogle af sæsonens store etapeløb, skriver avisen.
En voldsom bét for det storsatsende mandskab, der udover danske Jakob Fuglsang også har den tidligere Tour de France-vinder Vincenzo Nibali på lønningslisten.
Avisen har ikke fået bekræftet historien fra officielt hold, men den henviser til, at en højtstående anonym kilde har ladet nyheden sive.
Utilfreds Fuglsang
Ifølge UCI har det kasakhiske ikke evnet eller ønsket at leve op til kravene i sit eget antidopingprogram, og på den braggrund har cykelunionen indstillet til en inddragelse af den altafgørende World Tour-licens.
Jakob Fuglsang har tidligere forholdt sig til risikoen for, at hans arbejdsgiver ville blive udelukket fra det fine selskab, og han er ikke helt tilfreds med UCI's fremgangsmåde.
- Fra UCI's side synes jeg, det er lidt strengt over for ryttere og medarbejdere på holdet - der jo i tilfælde af at holdet skal lukke, står uden mulighed for at finde nyt arbejde i år. Det ville være uretfærdigt, synes jeg, sagde han i begyndelsen af marts.
Ifølge Telegraaf ventes der at komme en endelig udmelding fra licenskommissionen torsdag den 2. april.
En kilde hos Astana siger derimod til nyhedsbureauet Reuter, at ingen hos kasakhiske hold har hørt fra UCI eller licenskommssionen, men at der til gengæld er planlagt et møde mellem repræsentanter og licenskommissionen til torsdag den 2. april, hvor de skal forsvare sig imod UCI's anklager om, at holdet ikke har levet op til sit eget antidopingprogram.