Liniger: Riis og Tinkov kan finde sammen

Intet er usandsynligt i cykelverdenen, vurderer DRs cykelkommentator Henrik Liniger.

Oleg Tinkov og Bjarne Riis var i et festligt humør, da Rafal Majka vandt 14. etape af Tour de France 2014. Nu er det op til deres personlige stolthed, hvis de skal forenes, vurderer DR Sportens cykelkommentator Henrik Lininiger. (Foto: © Nils Meilvang /Scanpix)

Bjarne Riis og Oleg Tinkov er afhængige af hinanden, hvis cykelholdet Tinkoff Saxo skal sikre de ønskede resultater.

Derfor er der stadig en chance for, at de to nøglepersoner atter engang kan forenes. Og de chancer bliver ikke ringere af at Lars Seier Christensen, der er direktør hos hovedsponsoren Saxo Bank, vil mægle mellem Riis og Tinkov. Det vurderer DR Sportens cykelkommentator Henrik Liniger:

- Intet er usandsynligt. Men det er klart, at når man griber til et så drastisk skridt som en suspendering, så har bølgerne virkelig gået højt, siger Henrik Liniger.

Derfor vurderer Henrik Liniger, at det langt fra er nogen overraskelse, at Lars Seier forsøger at mægle mellem Riis og Tinkov. Det kan ligefrem være en nødvendighed.

Et samarbejde - ikke et venskab

Forholdet mellem Bjarne Riis og Oleg Tinkov er gennem tiden gået op og ned. Suspenderingen af Riis markerer et umiddelbart lavpunkt, og derfor kan det blive op til parternes personlige indstilling, om samarbejdet genoptages.

- Spørgsmålet er, om der er gået for mange skår i det personlige forhold mellem Tinkov og Riis. Og om der er for meget personlig stolthed til at man har lyst til at mødes, siger Henrik Liniger og understreger, at samarbejdet hele tiden har været baseret på nød.

- De har aldrig lavet et firma sammen, fordi de var gode venner. De har fundet sammen af nødvendighed, og selvfølgelig vurderer jeg, at de kan finde sammen igen. Og hvis fornuften skal råde, og det også det der går igen i Lars Seiers indlæg, så må de finde sammen. Ellers har man ikke det her cykelhold.

Det har endnu ikke været mulighed at få en kommentar fra Bjarne Riis.

DR genudsender dokumentaren "Riis - forfra" onsdag klokken 20 på DR2.