Cykelholdet Tinkoff-Saxo meldte i går officielt ud, at team manager Bjarne Riis er suspendet fra holdet.
Nu melder Saxo Banks direktør ud, at der ikke nødvendigvis er tale om et brud, men kun uoverensstemmelser, og Lars Seier har selv tilbudt at mægle mellem holdejer Oleg Tinkov og Bjarne Riis.
- Jeg har personligt talt med de involverede parter over de sidste par dage, og der er efter min opfattelse intet, der forhindrer at sagen kan løses i al mindelighed, såfremt parterne reelt ønsker dette.
- Nogle gange kan der både i sport og forretning opstå uenighed, og alle ledende figurer omkring holdet er som bekendt passionerede mennesker. Men så må man finde et kompromis og se fremad igen. Det kan også lade sig gøre her.
- Jeg har tilbudt parterne at mægle mellem dem, såfremt det kan få tingene til at falde på plads, lyder det fra Saxo Bank-direktøren i en statusopdatering på facebook.
Ikke resultater eller økonomi
Der har på det det seneste været et par uoverensstemmelser mellem Tinkov og Riis og disse skulle angiveligt have kulmineret under løbet Tirreno-Adriatico.
I gårsdagens pressemeddelse skrev Tinkoff-Saxo, at Bjarne Riis ikke har været aktivt involveret i holdets aktiviteter siden sidste søndag og at suspenderingen ikke skyldes manglende resultater eller økonomiske overvejelser.
Tinkoff-Saxo kører allerede i eftermiddag et løb i Belgien og i weekenden gælder det bl.a. Critérium International og Gent-Wevelgem.
Det har ikke været muligt af få en kommentar fra Lars Seier eller Bjarne Riis.
DR2 viser i aften kl. 20.00 dokumentaren Riis - Forfra.