Fredag i fortiden: To unge aspiranter ville stoppe dansk tørke

For seks år siden havde Alex Rasmussen og Michael Mørkøv deres første sejr til gode i Københavns seksdagesløb.

I disse dage køres det københavnske seksdagesløb for 53. gang, og selvom det er et løb med en kæmpe historie og med mange store vindere, så har det seneste lille årti været domineret af ét dansk par.

Siden 2008 med undtagelse af 2013 har par nummer syv nemlig bestået af Michael Mørkøv og Alex Rasmussen, og det har været med stor succes.

Ovenstående video er et indslag om det danske par nummer syv før deres andet seksdagesløb med det berømte nummer på ryggen, og det skulle senere vise sig at blive året, hvor de hentede deres første sejr og den første danske sejr siden 2005.

De vandt også de efterfølgende to år og blev dermed det første par, som formåede at vinde det københavnske seksdagesløb tre år i træk, og de blev faktisk også det første par, som nogensinde har vundet tre gange sammen.

Siden 2011 har Alex Rasmussen ikke formået at vinde løbet, men Michael Mørkøv vandt faktisk i 2013 sammen med Lasse Norman Hansen. Det år deltog Alex Rasmussen ikke på grund af sin karantæne for overtrædelse af reglerne om whereabouts.

I årets seksdagesløb er par nummer syv kommet lidt bagefter på dag et. I stedet er det en anden dansker, der er i spidsen. Marc Hester har nemlig sammen med Jasper De Buyst taget en omgang på det mest vindende par.