I flere måneder sidste år var Bjarne Riis ramt af en alvorlig depression. Han var ikke stand til at tage nogen beslutninger og var flere dage helt nede.
Det fortæller han om i den nye DR-dokumentar 'Riis - Forfra', der følger den tidligere cykelrytter i halvandet år.
- Det er en periode, hvor man ikke kan tage nogen beslutninger. Det hele sejler bare. Man kan ikke koncentrere sig, man kan ikke ret meget egentlig, siger Bjarne Riis selv om perioden.
Tynget af bagage
Han forsøger i dokumentaren at forklare, hvad der fik det hele til at ramle sammen.
- Der er mange ting, jeg har i bagagen fra min barndom, som jeg aldrig rigtig har fået bearbejdet, begynder han og kommer så med stikord ind på, hvilke svære ting der er stødt til de seneste år.
Han nævner den proces, han var igennem, da han indrømmede sit eget personlige doping-misbrug i 2007, og de svære perioder, han gennemgik, da først hans far og siden hans mor døde.
- Og så har der været hele Tyler-historien og det pres, der har været fra pressen af, fortæller Riis.
Hængt ud af Hamilton
Han henviser til den tidligere, amerikanske cykelrytter Tyler Hamiliton, der i slutningen af 2012 udgav bogen 'The Secret Race'.
I bogen beskylder han Riis for at have opfordret ham til at lade sig bloddope og sætte ham i forbindelse med den spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes, da Hamilton skiftede til Riis' Team CSC Tiscali tilbage i 2002.
Det er ikke kun Riis selv, men også hans kone Anne Dorthe Tanderup og den ældste af hans seks sønner, Thomas Riis, der fortæller om depressionen.
- Jeg ved, hvor langt ude han var, jeg så ham…jeg kan give mig til at tude over det, siger Anne Dorthe Tanderup i dokumentaren.
- Han var væk i halvanden måned, hvor han ingen beslutninger tog, hvor vi måtte køre det ved siden af, fortsætter hun.
Fik hjælp af søn
Bjarne Riis' 23-årige søn, Thomas Riis, boede hos Anne Dorthe Tanderup og Bjarne Riis under nedturen, hvor han forsøgte at hjælpe sin far.
- Selv når far lå på værelset og var helt væk og ikke havde lyst til at stå op, så gik jeg op til ham og holdt om ham og sagde, at nu gør vi sådan og sådan. Det gjorde jeg, selvom det var en kæmpe udfordring, fortæller han.
Solgte sit livsværk
I december 2013 solgte Bjarne Riis sit livsværk Riis Cycling A/S, der står bag cykelholdet Team Saxo, til den russiske rigmand Oleg Tinkov, der tidligere har været sponsor for Riis' hold.
Bjarne Riis fortsætter dog som team manager på holdet, og i forbindelse med salget sagde Riis:
- Jeg har efter grundige overvejelser besluttet at sælge Riis Cycling, da jeg mener, det er den rigtige beslutning for både holdet og for mig personligt.
I DR-dokumentaren antyder Anne Dorthe Tanderup, at hun har taget stor del i beslutningen om at sælge holdet netop på grund af Bjarnes Riis tilstand:
- Det allerstørste for mig har været, at jeg skal have min mand hel igen. Og for mig var den første ting at få ham sikret det han brænder for, det han er dygtig til, og det han får glæde ved i livet, og det er at have et cykelhold, som han kan coache og gøre godt.
Hør Bjarne Riis fortælle om sin depression i videoen øverst i artiklen.
Du kan se dokumentaren 'Riis - Forfra' på DR1 torsdag aften 20.30