Der er himmelvid forskel på, hvordan det er at forske. Der er ingen tvivl om, at det altid kræver talent og nysgerrighed. Ind imellem kræver det også nerver af stål. Det er Annette Olesens forskning et eksempel på.
Hun er en af de otte vindere i DR og Informations konkurrence Ph.d. Cup 2014.
Annette Olesen har som en af de eneste forskere i Danmark undersøgt, hvordan det er for indsatte at blive løsladt. Og hvordan deres gæld til det offentlige for sagsomkostninger kan ødelægge mulighederne for, at de holder sig fra kriminalitet.
Balancegang i 2,5 år
Annette Olesens forskning har betydet, at hun har haft kontakt med 41 gengangere, der havde domme for tyveri, røveri, narkosalg, indbrud, vold og drab.
Hun talte med dem i fængslet, og hun fulgte 21 af dem, efter at de var blevet løsladt.
Hun interviewede de løsladte mellem 2 og 5 gange, hun havde formelle møder med dem, rigtig mange telefonsamtaler, sms'ede og skrev mails med nogle af dem.
2,5 års turbulent tid
Det blev 2,5 års metodisk balancegang i et minefelt, der bød på mange samtaler i en turbulent tid, et par latente trusler, lidt for søde sms'er og et par opringninger fra mistroiske kærester, der ikke forstod, hvorfor deres kæreste havde kontakt med hende.
Kort sagt opbygningen af gensidige tillidsforhold mellem Annette og de løsladte bød på en del udfordringer. Og det var svært for både hende og de løsladte, hun interviewede, at bevare den professionelle distance, når de efterhånden kom til at kende hinanden så godt.
Og hun havde mange metodiske overvejelser om, hvordan hun skulle håndtere forskningen.
Det var lidt mærkeligt
Annette har oplevet mange skøre ting, fordi hun kom så tæt på flere af dem, hun fulgte over en længere periode.
- Jeg kørte blandt andet i bil med en tidligere dømt, der iført skudsikker vest lå ned og styrede bilen. Han havde snydt en narkopusher, og han ville ikke opdages, fortæller Annette Olesen.
- Ok. Men jeg sidder her ved siden af, og jeg har ikke skudsikker vest på, tænkte jeg. Det er jo for mærkeligt det her, fortæller hun til dr.dk/viden.
Backup fra mand med skudsikker vest
En anden gang interviewede Annette Olesen en rockersupporter på et værtshus, lige da bandekrigen var på sit højeste.
Da de skulle forlade stedet, ringede han efter noget 'backup' fra en af sine 'brødre'. Og så gik hun ud midt imellem de to mænd med skudsikre veste.
- Der følte jeg mig lidt presset, for jeg kunne lige så godt være deres kæreste eller veninde og være én af dem, siger hun.
- Der brød jeg op med dem tidligere, end jeg ellers ville gøre, fordi jeg ikke så nogen ide i at havne i en uheldig situation, siger hun.
De markerede, at de kendte hende
Ind imellem oplevede hun også, at de havde tjekket hende ud og vidste ting om hende, som hun ikke selv havde fortalt.
- Jeg har prøvet det før, og jeg ser det ikke som en trussel. Jeg ser det mere som, at jeg skriver under på en kontrakt, og de skriver under på en kontrakt, siger hun.
- Man skal huske på, at de har givet rigtig meget af sig selv og udvist en stor tillid til mig ved at dele deres oplevelser og erfaringer med mig, så jeg forstår godt, at de vil have en form for sikkerhed. Og i deres verden er det, dét sprog som man taler. Så det har været ok, siger hun.
Taler deres sprog
Annette Olesen har også selv givet ret meget gennem de mange interviews.
- De 21 personer, jeg har fulgt, kender mig ret godt. Jeg forsøger at tale deres sprog, siger hun.
Hun har tidligere interviewet kriminelle, og hun kender jargonen, og ved, hvilke spørgsmål hun kan stille, og hvordan hun kan stille dem uden at træde dem over tæerne, forklarer hun.
Relation gør det muligt at finde sympati
- Det handler enormt meget om at skabe en relation. De skal kunne lide én, ellers gider de ikke være med, siger Annette Olesen.
Og relationen er også netop grunden til, at man kan lave gode interviews, mener hun:
- Jeg har kunnet finde en sympati for dem alle sammen, selv om nogle har gjort nogle skrækkelige ting, så har jeg et mere dybdegående kendskab til deres fortid. Så jeg ved, hvorfor de har gjort, som de har - og hvilke begrænsede handlemuligheder, de har haft, siger hun.
Gerningsmænd er ofte selv ofre
Hun ved, at det kan virke stødende på folk, at hun kan finde forståelse og sympati for folk, der har begået kriminalitet også i sager, hvor der har været ofre.
- Hvis man kigger i litteraturen og forskellige kriminalsager, er de fleste gerningsmænd selv ofre og omvendt. Det er ganske ofte de samme personer, der går igen. Og det skinner meget igennem med de interviews, som jeg har lavet, siger Annette Olesen.
Solstrålehistorierne holder ved
Hendes ph.d.-projekt viste, at det var meget svært at skabe en fornuftig tilværelse efter løsladelsen på grund af den store gæld til det offentlige, som de havde.
De interviewedes sagsomkostninger gik lige fra 72.000 kroner til flere millioner kroner.
Men der var heldigvis solstrålehistorier blandt andet med én, der har fået et rigtig godt job, og en anden der har fået en meget eftertragtet læreplads.
Kontakten fortsætter
Annette har stadig kontakt til nogle af dem.
- Vi får os fortsat nogle rigtig gode snakke ind imellem. De kan godt lide at fortælle mig om deres op- og nedture. Og de kan lide at dele deres succeser, forklarer hun.
- Jeg ved efterhånden, hvilket slid det har været at nå derhen, og at det stadig er et slid hver dag at holde sig på den rette sti, fordi der er enormt mange fristelser og ganske få sejre. Og så holder jeg af vores samtaler, og ville bestemt ikke være dem foruden, siger Annette Olesen.
Vigtigt at understrege forskningen
Annette Olesen har også oplevet en af de klassiske metodiske udfordringer, der ofte opstår, når man laver interviews med det modsatte køn i en længere periode, og viser oprigtig interesse i den interviewedes fortælling:
- Jeg har et par gange modtaget nogle meget søde sms'er med kærlige undertoner efter et interview, og det er naturligvis en stor metodisk udfordring.
- I de situationer har jeg forsøgt at være professionel og venlig uden at virke for afvisende. Derfor har det også været vigtigt for mig gang på gang at italesætte, at samtalen er en del af et forskningsprojekt. Og huske at takke dem, fordi de gjorde mig en tjeneste i mit arbejde. Men det har helt klart været en af de største metodiske udfordringer, siger hun.
Én at tale med
Hun er kommet virkelig tæt ind på dem:
- Én skrev efter et interview, at han syntes, at vi snart skulle mødes igen, fordi det var rart at snakke med mig. Og han havde faktisk kun mig at tale med om sine problemer.
- Hvordan svarer man på det? Det er noget af en balancegang, for jeg vil jo for alt i verden ikke misbruge hans tillid, siger hun.