- At redde en kunstform er ikke noget man bare gør - derfor er vi her i dag.
Sådan lød de første ord fra den canadiske rockstjerne Neil Young, da han gik på scenen, som den sidste oplægsholder på teknologikonferencen SXSW i Austin, Texas.
Han blev modtaget som en konge af de 2000 fans i salen.
Stående ovationer, fotos og gadedrengepift haglede ned over ham.
Føhns er gammel fan
Jeg indrømmer, at jeg har været fan siden 13-års alderen, da jeg første gang hørte "Cortez - the Killer" fra albummet "Zuma".
Basalt set seks-syv minutters guitarsolo, som jeg performede igen og igen på tennisketsjer, indtil jeg lærte akkorderne på min spanske guitar ved hjælp af en nodebog fra biblioteket.
Og hvis man skal tro gamle Neil, så har jeg haft en oplevelse, som 13-årige ikke har i dag.
Det er synd for de unge
- Unge i dag kan identificere sangen og melodien, men de får ikke det følelsesmæssige input til menneskekroppen, som vi fik, lød det fra en utroligt veloplagt, veltalende og selvsikker Neil Young på scenen.
- Mp3 gengiver kun fem procent af den information, som er i optagelsen, sagde han.
Musik i 3D-kvalitet
Neil Young bevægede sig ned ad memory lane med produceren Phil Spectors ekkokammer og hans egne oplevelser med de første digitale pladestudier, som gjorde ondt i hans ører, når han skruede op til elleve, som han elsker.
Han holdt en passioneret salgstale for Pono, der er en digital musikafspiller og en musikbutik på nettet, som sælger musik i høj digital kvalitet. Faktisk samme kvalitet, som den er indspillet i.
Og så overlod han scenen til den video, som promoverer Kickstarter-kampagnen for Pono-afspilleren.
En perlerække af unge og gamle rockstjerner fortæller, hvor fantastisk en oplevelse, det er, at høre Pono i Neil Youngs dollargrin. Tilsyneladende nærmest en musikoplevelse i 3D, der bringer den lyd, som kunstneren skabte i studiet ud til lytteren.
Investorer takkede nej til Pono
Neil Young beskriver den selv som at blive vasket igennem af kildevand, fremfor at få smidt isterninger i hovedet, som er hans oplevelse af mp3-filer.
Jeg har nærmest allerede kreditkortet oppe af lommen, ligesom de over 2000 backere, der på bare fire timer har sikret, at Pono er halvvejs mod sit erklærede økonomiske mål på Kickstarter.
- Jeg var dybt chokeret over, at investorerne i Silicon Valley ikke forstod det her, siger Neil Young.
- Men nu gør vi det selv. Musikere og musikelskere sammen.
Er der tale om et nostalgiprojekt?
Han understreger, at det ikke er et nostalgiprojekt med det formål at bringe musikken tilbage til vinylens dage.
- Jeg vil bringe musikken fremad. Hvorfor skal vi lide under dårlig lyd på grund af teknologigiganters dumme beslutninger? lyder det fra Neil Young.
Hvorfor er den trekantet?
Men så starter spørgerunden fra salen. Ponos CEO John Hamm bliver hentet på scenen for at supplere Neil Young i businessspørgsmål.
Hvorfor er Pono-afspilleren trekantet, vil en mand vide.
Svaret er, at elektronikken kom først fremfor et fladt design. Der skulle simpelthen være plads til elektronikkomponenter i høj kvalitet.
Pono-afspilleren bruger det åbne format FLAC til højkvalitetsfiler, men man kan faktisk godt afspille mp3-filer på den.
Bondefanget?
Men handler det ikke bare om, at jeg nu skal købe hele min pladesamling igen til en ny afspiller, vil en mand i publikum vide?
- Pono er rettet mod mainstream-publikummet, der hidtil har syntes, at var for svært at købe FLAC-filer. Nu får de en butik på nettet og en afspiller, så det hele bliver nemt, siger John Hamm.
- Det er første gang i mange år, at en ny udvikling i musik handler om bedre kvalitet i stedet for bare at gøre det mere bekvemt at høre musik alle vegne, siger han.
Skal Føhns frem med kreditkortet?
Jeg sidder stadig på kreditkortet. Jeg synes, at projektet er supersympatisk, men jeg kan ikke helt afgøre, om der er plads til flere musikapparater i mit liv.
Og jeg bliver skeptisk, når John Hamm og Neil Young forlader scenen med deres to Pono-afspillere uden at have spillet musik fra dem.
For når sandheden skal frem, så ramte Neil Young mig hårdt i 1975, men det var på et kassettebånd optaget fra radioen, så måske er jeg bare født til mp3?