Den længe ventede konsolidering af telebranchen i Danmark begyndte her til morgen, da svenske Telia og norske Telenor annoncerede, at de to selskaber nu vil fusionere deres danske aktiviteter til et fælles selskab, hvor de hver især ejer halvdelen.
Det nye selskab ender med en markedsandel på 40 procent, og bliver dermed en slagkraftig modspiller til det dominerende TDC på det danske marked.
Udviklingen har dog været undervejs længe, for efter år med pres på priserne, var det danske telemarked endt med at være ramponeret, og noget måtte ske, lyder medlingen fra analytiker i Sydbank, Morten Imsgard.
- Det er bestemt ikke overraskende. Industrien har higet efter dette i en årrække, men knuden har været svær at filtre op. Nu får vi en stor konkurrent til TDC, og måske mere fokus på innnovation og investeringer, i stedet for kun at satse på at presse priserne i bund, siger han.
Priskrig og hastig udvikling
Telebranchen i Danmark har længe været vigende, hærget af flere års priskrig og store investeringer i licenser og en hastig, teknologisk udvikling, og allerede for et par år siden tyvstartede de to selskaber med at fusionere deres mobilnet i det fælles selskab, TT-nettet.
Analysen var dengang, at Danmark er for lille til at have fire selvstændige mobilnet, og at selskaberne - og danskerne - er bedre tjent med et mobilnet mindre, hvis det så til gengæld er bedre.
- Fire selskaber med eget net i Danmark var for meget. I Tyskland har de også fire net, men her har de også 80 mio. indbygger - og set i den kontekst, var der ikke længere plads til alle teleselskaber, siger han.
De store ejer de små
De to andre spillere med eget net er det store TDC og udfordreren '3', der ligesom Telia og Telenor har et væld af mobilselskaber under sig. TDC ejer Telmore, Telenor ejer CBB og Bibob, og '3' ejer Oister - bare for et at nævne et par eksempler.
Samtidig har det danske marked være under forandring, fordi mobilnet spiller en stadigt større rolle, mens folk efterhånden kun bruger det gamle kobberbaserede fastnet til bredbånd.
Samtidig har en priserne taget en gevaldig tur sydover, og telefoni, der for blot få år siden kostede mange, mange tusinde kroner, kan nu fås som pakkeløsninger for få hundrede kroner.
Fyringsrunder og effektiviseringer
Både Telia og Telenor har de senere år været gennem store fyringsrunder, og hos TDC har man årevis kørt efter tidligere topchef Henning Dyremoses såkaldte 'overtallighedsprogram', hvor medarbejderstaben bliver reduceret med en procentdel hvert år for at kompensere for vigende indtægter og bedre effektivitet.
Den nye mobilgigant forventer synergieffekter for op mod 800 mio. kroner årligt og vil tilsammen mønstre 3,5 mio. danske kunder - hvoraf flere dog kan være talt med flere gange.
- Konkurrencen i Danmark er intens, og vi ser et fortsat pres på omsætning og indtjening, så en konsolidering var den eneste løsning. Ved at slå Telenors og TeliaSoneras aktiver og kundebaser i Danmark sammen skaber vi en robust operatør, der kan tilbyde kunderne fremragende mobilnet med en god brugeroplevelse, siger Kjell-Morten Johnsen, Executive Vice President og chef for Telenor Region Europa i en pressemeddelelse.
De to selskaber har ikke forklaret nærmere om planerne for den nye mobilgigant, der både kan vælge at fortsætte de eksisterende to varemærker, eller finde på et nyt.