Her er fem af Ubers balladesager

Det er en stærkt kontroversiel virksomhed, der onsdag åbner i Danmark. Mens nogle betragter Uber som et fremskridt, har virksomheden også skabt masser af ballade over hele verden.

Uber har vakt harme mange steder - her i USA - hvor selskabet som oftest beskyldes for at konkurrere på ulige vilkår. (Foto: © MARK WILSON/Scanpix)

Konceptet er simpelt. Du henter en app, og via appen kan du hyre en Uber-bil. Efter turen kan du give chaufføren karakter, og appen sørger endda også for at beregne prisen og betale chaufføren.

Du har sparet penge, chaufføren slipper for at dele pengene med sin vogmand - og alle er glade. I hvert fald på papiret.

For selv om Uber umiddelbart virker som en meget smartere måde at hyre en taxa på, har selskabets koncept vist sig at være i direkte konflikt med både myndigheder, den etablerede taxabranche og sågar selskabets egne tilknyttede chauffører, der har demonstreret for bedre arbejdsvilkår og højere udbytte af deres indsats.

Resultatet er en lang hale af balladesager, som Uber har trukket efter sig de lande, tjenesten er åbnet i. Her er fem af de nyligt opståede.

Svin journalisterne til

Det nyeste skud på stammen over kontroversielle sager stammer fra denne uge, hvor en topchef fra Uber kom til at tale over sig til et middagsarrangement, hvor pressen var tilstede.

En kritisk journalist havde i flere artikler sat fokus på Uber, herunder sikkerheden for kvindelige chauffører, der kan risikere at blive overfaldet - og det var Emil Michaels, vicedirektør i Uber så træt af, at han foreslog at man kunne bruge en million dollars på at hyre folk, der skulle grave i journalisternes personlige forhold for at hævne sig på pressen.

En journalist fra Buzzfeed valgte at skrive historien, og så brød helvede løs for Uber-chefen, der offentligt måtte undskylde, både overfor pressen og overfor den journalist, der var øverst på listen over emner, hvis privatliv topchefen ønskede endevendt.

Ballade med myndighederne

Uber har været på kant med myndigheder i flere lande, især i Tyskland, hvor en håndfuld sager har medført overarbejde til advokaterne. Flere tyske byer, senest Berlin, har forsøgt at få Uber strittet ud.

I Berlin anførte de lokale myndigheder, at Uber ikke i tilstrækkelig grad kunne garantere for sikkerheden for passagererne, hvorfor Ubers chauffører ikke måtte køre passagerkørsel.

Sagen har bølget frem og tilbage og kulminerede, da en dommer i Frankfurt udstedte et forbud mod Uber, der gjaldt hele Tyskland. Det skete efter en klage fra den etablerede taxabranche, der blandt andet beskylder Uber for unfair konkurrence og løndumping.

Forbuddet blev senere omstødt fordi anmodningen var blevet indleveret lang tid efter Ubers åbning i Tyskland - men dommeren udtrykte sympati for taxabranchens sag, og sagen kører videre.

Demonstrationer mod Uber selv

I Danmark er Uber den første tjeneste af sin art, men i USA vælter det med tilsvarende tjenester, hvor private chauffører kan tilmelde sig og køre taxakørsel udenom det etablerede systemer. Selskaber som Lyft, Gett og Sidecar og flere andre har oversvømmet gaderne med taxaer, og det svulstige udbud af chauffører har skabt uro.

Blandt andet har Uber-chauffører protesteret uden for selskabets kontor i New York over en række ændringer, der - ifølge chaufførerne - spillede Ubers egne chauffører ud mod hinanden og bidragede til yderligere pres på indtjeningen.

Samtidig protesterede chaufførerne over, at Uber forklarer kunderne, at drikkepenge er inkluderet i turen, selv om chaufførerne aldrig modtager noget.

Den etablerede taxabranche har i mange europæiske byer også protesteret over Ubers tilstedeværelse, og det har medført store demonstrationer i blandt andet London.

Hot chicks

En af de mere problematiske sager for Uber var i oktober, da den franske afdeling i Lyon lancerede en kampagnen sammen med modelbureauet 'Avions de Chasse', hvor man kunne få en tur i en Uberbil med en lækker fransk dame bag rattet. Kampagnen var ledsaget af billeder og en video af kvinder i undertøj.

Sagen gav en markant ballade for at være sexistisk, og Uber måtte efterfølgende fjerne videoen og sige undskyld offentligt.

Ublu forretningsmetoder

Mens Uber er den største af sin art, har flere andre selskaber lanceret lignende tjenester, og det vakte derfor opsigt, da magasinet The Verge kunne løfte sløret for Ubers plan for, hvordan selskabet vil sabotere sine konkurrenter.

Ifølge mediet, har Uber ansat folk til at praje en tur med konkurrenternes taxaer, hvorefter de afbestiller turen igen for ikke at blive opdaget, hvilket CNN kunne afsløre var sket mindst 5560 gange på under et år. Fidusen sætter angiveligt Uber-hyrede folk i stand til at komme op at køre med Lyfts chauffører, uden at de kan opdages.

Herefter har Ubers folk forsøgt at få Lyfts chauffører til at komme over til Uber i stedet. Metoden blev kaldt Operation Slog og havde til hensigt at trækket tæppet væk under Ubers værste konkurrent.

Det gjorde ekstra ondt på Uber at The Verge havde fået i den manual, der skulle bruges undervejs.