Er de venner eller er de fjender ?
Sådan spørger den amerikanske bilbranche fortsat sig selv, efter at Google i maj kunne fremvise det første eksempel på en bil, der er bygget til at være selvkørende - og altså ikke bare er en almindelig bil, der er bygget om til formålet.
I dag forklarer kilder fra den amerikanske bilindustri til flere medier, at branchen fortsat er nervøse for, hvad der foregår inden for området. Flere producenter af biler - ikke kun i USA - arbejder med at udbygge eksisterende biler med selvkørende egenskaber, og efterhånden er interessen for området så omfattende, at det ikke længere er ren science fiction.
Især vækker Googles planer og holdninger, bekymring, fordi Google og bilbranchen er uenige om det meste, lyder det.
Op til ni ud af 10 biler væk
Dr.dk/viden har tidligere interviewet Patrik Regårdh fra den svenske netværksproducent Ericsson, der selv arbejder sammen med Volvo om biler, der spækket med IT-udstyr vil kunne køre selv, uden at chaufføren behøver dreje på rattet. Han vurderede, at teknologien er så langt, at den i teorien vil kunne fjerne op mod 90 procent af bilerne i byen allerede fra 2025 og årene derefter.
Biler vil, sagde han, i vidt omfang blive en tjeneste, man abonnerer på, i stedet for at eje selv. Og fordi de kan køre uden chauffør, kan man blot nøjes med at kalde på en bil via fx en app, når man skal bruge den.
Fordelene er oplagte: Forbrugerne slipper for udgifter til bilen, der blot lejes på abonnementsbasis. Byboerne slipper for trafik, forurening og uheld - og så behøver man ikke længere bygge så mange veje.
Til gengæld er det usikkert, om folk vil være mentalt klar til at droppe bilen når tiden kommer, forklarede han.
Mange forsøg i gang
Flere amerikanske stater, samt lande som Finland, Sverige og flere andre har tilladt eksperimenter under kontrollerede forhold med selvkørende biler, og senest har den tilbageværende ikke-mobildel af Nokia, der blandt andet roder med kort og navigationsløsninger, spyttet 100 mio. dollars i en investeringsfond, der skal opkøbe innovative selskaber inden for området 'connected cars' - altså internetforbundne biler, der dog ikke nødvendigvis er selvkørende.
Selv om flere selskaber eksperimenterer med selvkørende biler, er det især amerikanske Google, der har tiltrukket sig opmærksomhed. Google fremviste i maj i år en prototype på en elbil, der er helt blottet for alle styreinstrumenter, men som alene styres af elektronik og en radar på taget. Bilen kører på el, men Google har ikke meddelt, hvem der har produceret den - og nu viser det sig, at Google gennem længere tid har været i unåde i den amerikanske bilbranche, der er uenige med Google om stort set alt.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der citerer en kilde, der var med til hidtil hemmelige møder mellem Google og de store i bilindustrien i USA i 2012.
- Bilfabrikanterne iagttager Google tæt, og forsøger at forstå, hvad dets intentioner og ambitioner er. Producenterne er ikke sikre på, om Google er deres ven eller fjende, men de har en snigende fornemmelse af, at hvad Google har tænkt sig at gøre vil skabe opstandelse i bilbranchen, siger kilden til Reuters.
Angiveligt har bilindustrien flere udfordringer omkring de selvkørende biler, herunder ikke blot de økonomiske realiteter, hvis selvkørende delebiler erstatter den nuværende bilpark, hvor der ofte sælges een bil per menneske. Også udfordringer omkring ansvar ved trafikuheld rumsterer - blandt mange andre.
Ifølge kilden, er bilindustrien også modvillig mod at samarbejde, fordi det vil skade et bilmærke gevaldigt, hvis der sker uheld. Også selv om det er Googles software, der styrer bilen.
Selv om der eksperimenteres heftigt med selvkørende biler, er der uenig om, hvornår vi vil se dem på gaderne. Nogle nævner 2020, andre mener 2025 og nogle, at der går endnu længere tid - måske helt indtil 2035, før sådanne produkter rammer markedet.
https://www.youtube.com/watch?v=aqrttLPjv1E