NSA overvåger dig stadig

Mens verdens øjne er rettet mod det storpolitiske spil om udlevering af whistlebloweren Edward Snowden, forsætter NSA med at samle data om nettets brugere.

Også briterne har deltaget i overvågningsprogrammet, har The Guardian afsløret.

Der er gået storpolitik i sagen om whistlebloweren Edward Snowden, hans flugt fra Hong Kong, balladen om at få ham udleveret - og ikke mindst, hvor han søger asyl. Snowden blev for nogle uger siden verdensberømt, da han afslørede et gigantisk overvågningssystem på nettet, som det amerikanske sikkerhedspoliti systematisk bruger til at indsamler data fra servere hos Facebook, Google og Microsoft og flere andre.

Men mens al fokus er på Edward Snowdens person, forsætter detaljerne omkring den systematiske overvågning med at vælte frem.

I dag har den britiske avis The Guardian således bragt et par markante afsløringer - og blandt andet har avisen dokumenteret, at overvågningen for det første både er større end først antaget, men også, at den stadig står på.

Samlet data i lang tid

Ifølge dokumenter, som den britiske avis hævder at være i besiddelse af, har NSA i mindst to år i Barack Obamas præsidentperiode samlet data om amerikanernes email og internetbrug.

En dommer, der sad i det hemmelige overvågningspanel, der står for tilladelser til efterretningsaktiviteter, har således tilladt at NSA samler såkaldte metadata over en periode, der kan være mangeårig.

Metadata er i denne sammenhæng data om, hvilke mailadresser som amerikanske statsborgere har skrevet til, hvilke mailadresser de har modtaget mails fra, samt hvilke IP-adresser, afsenderen har haft, da mails blev sendt. En IP-adresse er internettets særlige adressesystem, og alle, der bruger nettet, får tildelt en sådan unik talserie. Ud fra denne talserie kan man af og til ret præcist stedbestemme, hvor afsenderen har opholdt sig.

Hver tredje månedIfølge The Guardian, omfattede indsamlingen dog ikke selve indholdet af emails - men til gengæld er det blevet tilladt, at NSA hver tredje måned høstede data om bunkevis af amerikanere på denne vis.

Også i Danmark indsamles denne type data under den såkaldte telelogningsbekendtgørelse. Det er data, som de danske teleselskaber er forpligtet til at samle sammen og gemme om deres kunder, og som de skal udlevere til efterforskningsbrug, hvis politiet stiller med en dommerkendelse.

Mens der i Danmark har været rigelig debat om denne overvågning, der har stået på siden 2007, er det altså, ifølge the Guardian, sket i hemmelighed i USA. Programmet stoppede dog i 2011 og er ikke siden blevet genstartet.

I forbindelse med den danske debat om emnet kom det dog frem, at det kan være svært at skelne mellem data om afsender og modtager af mails - og så indholdet i selve mailen.

Kort over hjernen

- [...] logning af ens IP-adresse er faktisk et kort i realtid over din hjerne: Hvad du læser om, hvad du er nysgerrig om, hvilke annoncer du klikker på, hvilke onlinediskussioner, du deltager i, og hvor ofte, siger Julian Sanches, fra tænketanken Cato Institute, der blandt andet beskæftiger sig med borgerrettigheder, til avisen.

Men selv om indsamlingen af sådanne metadata altså stoppede i 2011, afslører The Guardian også i dag, at indsamlingen er stået på lige siden - bare i en ny form. Således beskriver dokumenter, at en enhed internt i NSA i slutningen af 2012 iværksatte et nyt overvågningssystem, der sætter NSA i stand til at overvåge langt mere data, end man nogensinde før har været i stand til. Med systemet hævder NSA at være i stand til overvåge næsten halvdelen af al trafik på hele internettet.

Ond oliven

Systemet kaldes ifølge avisen 'One-End Foreign-løsningen' med kodenavnet 'Evilolive' - eller den onde oliven. Systemet betyder, ifølge dokumenterne, at 75 procent af internetrafikken vil passere gennem NSAs filtre, og allerede ved nytår mellem 2012 og 2013 kunne systemet notere sig, at være nået op til en trillion indsamlede metadata.

NSA beskriver desuden systemet som et projekt, der har udviklet sig hastigt i dets femårige eksistens, og som i 2013 skal udvides yderligere.

Der er dog fortsat usikkerhed om det oprindelige system, kaldet Prism, der havde til hensigt at samle data sammen fra de store internetselskaber. Selskaberne har hele tiden benægtet at NSA havde direkte adgang til at suge brugerdata fra deres servere, men Edward Snowden har fastholdt, at Prism-systemet netop var en automatisk indsamling af data.