Teknologi kan få folk op af sofaen

Hvis folk skal i gang med at dyrke motion, så giv dem et pulsur. Det øger nemlig motivationen for at dyrke sport.

Pulsur kan være med til at øge lysten til at dyrke motion. Det viser et stort forskningsprojekt - FINE - som Københavns Universitet står bag.

Et pulsur fyldt med teknologi. Mere skal ind imellem ikke til at få folk i gang med at træne.

Et stort projekt på Københavns Universitet har undersøgt, hvordan fysisk træning kan være med at ændre livet for overvægtige.

Målet med projektet kaldet FINE er blandt andet at finde ud af, hvordan samfundets anbefalinger kombineret med personens egen indsats kan forebygge livsstilssygdomme.

66 procent af testpersoner blev udstyret med et pulsur og tre måneders fri træning i et fitnesscenter.

- Vi så, at teknologien kan være med til at hjælpe folk til at træne og holde ved træningen, siger Astrid Jespersen til DR Viden.

Teknologien fyldte meget

Astrid Jespersen er etnolog og ansat som lektor ved Københavns Universitet.

I projektet har hun kigget på, hvad det er i folks hverdagsliv, der gør det så svært at følge anbefalinger om at være fysisk aktiv. Og på hvad der så skal til for at lave livsstilsændringer og gå fra at være inaktive til at blive aktive.

- Vi havde ikke i udgangspunkt valgt at have teknologi som fokus i vores kvalitative studie af forsøgspersonerne i FINE, og vi synes derfor, at det var interessant at se, hvor meget det alligevel fyldte i vores materiale, siger Astrid Jespersen.

Fulgte en gruppe overvægtige mænd

I projektet fulgte man tre grupper af moderat overvægtige mænd i alderen 20-40 år, som ikke dyrkede motion på forhånd.

Den ene gruppe skulle dyrke motion i cirka 30 minutter hver dag og forbrænde 300 kcal. Den anden gruppe skulle dyrke motion i 60 minutter dagligt og forbrænde 600 kcal.

Begge grupper brugte pulsuret, og forskerne lagde løbende testpersonernes resultater ind i en træningslog, så man kunne følge dem på tæt hold.

Den sidste gruppe var en kontrolgruppe, der skulle fortsætte deres vante liv uden motion.

Pulsuret viste udviklingen

Det var tydeligt at se, at hovedparten af deltagerne brugte teknologien aktivt til at holde sig motiverede, følge deres egne fremskridt og til at få viden og indsigt i deres krops processer og forandringer.

- Deltagerne sagde, at pulsuret var en måde at holde øje med sig selv og sin træningsindsats på. De kunne følge udviklingen i tal og koble tallene med den kropslige forandring, siger Astrid Jespersen.

Deltagerne blev hele tiden guidet og vejledt.

Og de fik både den biologiske og fysiologiske forklaring på, hvad pulsuret fortalte, så de kunne se, hvad teknologien kunne hjælpe dem med.

Målinger af fedt- og muskelmasse

Deltagerne i alle grupper var før, under og efter projektet gennem diverse scanninger, så man kunne se, fx hvordan fedt undervejs i forsøget blev omdannet til muskler på dem, der trænede.

Målingerne og scanningerne af muskel- og fedtmasse var også med til at få mændene til at holde fast i træningen. Og de var fascineret og optaget af at få forklaret tallene og billederne.

- Mændene tabte sig måske ikke særlig meget, men de blev ansporet af at se, hvordan fedtet blev omdannet til muskler. Det har en betydning, at man kan se ind i sin egen krop og se, at den går fra at være en usund krop til en sund krop, siger Astrid Jespersen.

Efter træningsforløbets ophør har forskerne haft nogle opfølgende interviews med mændene.

Nogle af deltagerne har holdt ved træningen, mens andre er stoppet.

Flere af deltagerne ville i øvrigt ønske sig et pulsur i julegave, fordi det var med til at holde dem i gang.

Apps til motivation og træning

I dag bruger mange motionister deres smartphone udstyret med diverse apps, når de træner. Mange lægger deres resultater ud på fx Facebook og konkurrerer med andre.

Apps kan måske også være med til at motivere folk til at dyrke motion og dermed bruges forebyggende i forhold til livsstilssygdomme.

Det er noget, som forskerne vil kigge nærmere på i et fremtidigt forskningsprojekt på Københavns Universitet.

- Apps og brug af andre teknologier har også en social dimension, som måske kan være med til at få folk til at ændre deres livsstil og holde ved forandringen, siger Astrid Jespersen.

30 minutter er nok

I august 2012 bragt mange medier nyheden om, at 30 minutters fysisk aktivitet dagligt kan være nok til at holde sig sund.

Og at man ikke bliver mere sund af at træne 60 minutter.

Det er én af konklusionerne fra FINE.