Med hype skal app-succes bygges.
Og en seriøs hype er netop, hvad det er lykkes firmaet Orchestra at skabe om deres nye Mailbox App til iPhone, som lover at hjælpe til hurtigere og smartere at komme igennem den konstante strøm i vores indbakker.
Jeg hørte om app'en første gang tilbage i december, og skrev mig straks op til at være en af de første der kunne få app'en. D. 23 januar fik jeg en sms om at Mailbox ville blive lanceret inden for et par uger, og at jeg var nummer 12.272 i køen.
Og nu er app'en, som er gratis, endelig blevet sluppet løs i app store, så alle kan downloade den.
Det har jeg gjort, og jeg har åbnet app'en, men alligevel sidder jeg og venter. For jeg er blevet mødt af en startskærm, der fortæller mig, at der er over 12.000 foran mig i køen og 250.000 efter.
Det jeg venter på er altså adgang til selve servicen, så jeg rent faktisk kan se mine emails i Mailboxs interface. Men for ikke at crashe serverne, som eksempelvis Flipboard gjorde da de lancerede deres iPhone app, ruller Orchestra nemlig adgangen ud langsomt - som i sneglefartlangsomt.
At det så har den sidegevinst, som bl.a. Google har brugt ved lancering af både Gmail, Google Wave og senest Google+, at folk bare må have adgang nu og her, når det ikke er så ligetil at få det, ja det tilskynder nok kun Orchestra til at tage den helt med ro.
Nyt bud på et gammelt medie
Med Orchestras egne salgstaleord, så handler det om at bruge "moderne teknologi til et gammeldags medie".
Det der er hele humlen i Mailbox er, at når man tjekker sin indbakke kan man hurtigt nå til nul ulæste, ved kort at tage stilling til hvad man vil gøre med den enkelte email.
Er det en email hvor emnefeltet siger det hele, så kan du markere den som læst med et swipe til siden, uden at skulle åbne den først.
Er det en mail fra mor, der ikke er så vigtig lige nu og her, så kan du udsætte den til i aften, i morgen, eller i weekenden, med et swipe til den modsatte side og et enkelt tryk.
Er den vigtig, så kan du rykke den til toppen af din emailiste.
Folk der har beta-testet app'en er særdeles positive. Jeg ville ønske jeg kunne give mit besyv med, men udrulningen er virkelig langsom.
Der er lidt færre, men stadig mere end 12.000 foran mig i køen, derimod er der nu 270.000 efter.
Email er vildt udbredt - og vildt lidt udviklet
I følge tal der for nylig er offentliggjort, er der nu 2,4 milliarder internetbrugere i verden, hvoraf langt de fleste bruger email. Af dem er der 425 millioner mennesker der aktivt bruger en Gmail konto. Og i første omgang virker Mailbox netop kun til Gmail.
På trods af at emailen er blevet forsøgt udfordret flere gange, så ser den ud til at leve i bedste velgående. Det på trods af at revolutionen af emailprogrammer ikke har haft den store fart på.
Indbakken er jo som oftest sorteret logisk, typisk med nyeste emails først og så ellers bare derned af, og som udgangspunkt er alle emails lige vigtige.
Få benytter sig af høj eller lav prioritet. Nogle sætter flag ved de mails de skal huske at gøre noget ved, eller markerer dem som ulæst. Men grundlæggende har emailprogrammer ikke ændret sig markant i mange år.
For nogle er emailbyrden blevet så stor, at noget må gøres. Eksempelvis tog techjournalisten MG Siegler konsekvensen og stoppede med at svare på emails i en måned, for at se hvad der ville ske. Som han skrev: "Når folk til fester spørger hvad jeg laver, tror jeg jeg vil begynde at svare: - I'm an emailer."
Og netop tiden folk bruger (eller spilder) på at sende emails, var grunden til at det store informationsteknologi-firma, Atos, tog konsekvensen og forbød interne emails i 2011.
Jeg vil gå i seng, og se om det er blevet min tur i køen, når jeg vågner i morgen. Der er stadig 12.086 foran mig i køen og nu 333.000 efter.
Jeg venter stadig
Det er blevet morgen, der er nu 11.884 foran og nu 435.000 efter, så det bliver desværre ikke til nogen kort anmeldelse i denne omgang.
Mailbox App er nu nummer 2 på listen over mest downloadede apps i den amerikanske app store og nummer 20 i Danmark.
Og når denne artikel er publiceret, vil en halv million mennesker vente på at det bliver deres tur til at afprøve et nyt emailværktøj, der lover at gøre hverdagen lidt lettere.