Der bliver spejdet til himlen i dag i området omkring militærflybasen Vandenberg Air Force Base i Californien i USA.
US Air Force har i næsten to år haft et mystisk rumfly med navnet X-37B på vingerne i kredsløb omkring Jorden. Og i dag lukker myndighederne luftrummet over flybasen i ni timer.
Myndighederne har ikke på noget tidspunkt villet fortælle om flyets mission. Og hemmelighedskræmmeriet er med til at gøre det hele endnu mere interessant. Hvad skal det fly?
Rumdragter og rumfærge
Det øger interessen, at flyet minder om en af fortiden rumfærger.
Og at det tekniske personale omkring flyet ifølge de billeder, der er blevet frigivet i forbindelse med to tidligere hemmelige missioner, er iført en form for rumdragter.
Missionen forlænget mange måneder
Denne mission begyndte ifølge CNN X-37B den 11. december 2012, da en løfteraket tog den med op i rummet fra Cape Canaveral i Florida.
Og missionen er undervejs blevet forlænget fra 9 til 22 måneder.
I sidste uge fortalte NASA, at man vil bruge to hangarer på Kennedy Space Center i Florida til X-37B-rumprogrammet.
Teste fremtidens teknologi
US Air Force har tidligere oplyst, at man ved hjælp af X-37B vil teste, hvordan man kan bruge genanvendelige og ubemandede rumfartøjer i USA's fremtid i rummet.
Altså at man udfører eksperimenter og tester teknologien med henblik på fremtidens rumfart.
Men er det hele sandheden, spørger de amerikanske medier, når nu rumflyet har været oppe så længe?
Gættene lyder på, at US Air Force udfører hemmelig spionage ved hjælp af flyet eller tester rumvåben.