Amerikansk fodbold er skabt til amerikanerne

Millioner af fans elsker deres lille 'hær' på banen, der repræsenterer amerikansk mentalitet.

Billedet er taget mens tilskuerne synger nationalsangen på Bank of America Stadium i Charlotte, North Carolina, den 12. januar 2014. Kort efter gik kampen mellem San Franciscos 49ers og Carolinas Panthers i gang. (Foto: © Grant Halverson, Scanpix/Getty Images/AFP)

Det er så utrolig smukt, når en spiller løber ned ad banen og griber en bold, der er kastet helt perfekt 50 meter nede. Og bolden, den bare falder stille og roligt ned i hænderne på ham.

Den timing og præcision … Man ved, hvad det kræver for, at det kan lykkes. Det er smukt.

I samme øjeblik han griber bolden, bliver han knust af en spiller, der kommer med fuld skrue og rammer ham som et godstog. Det bliver man fascineret af og imponeret af.

Hvorfor 'glemmer' man hjerneskaderne?

Ordene ovenover er Claus Elmings, og ham kender du sikkert, fordi han ud over at være ekspert i amerikansk fodbold også er underholdningsvært på TV2.

Natten til mandag spiller superligaen i amerikansk fodbold, NFL, finalen Super Bowl. I den anledning har dr.dk/viden mødt Claus Elming for at få en forklaring:

Hvorfor elsker amerikanere og millioner af mennesker verden amerikansk fodbold, når man ved, at det brutale spil giver hjerterystelser og kan føre til hjerneskader?

Brutalitet er dybt fascinerende- For mange handler det om, at brutaliteten er den store wauw-faktor, forklarer Claus Elming.

- Man sidder lidt, som når man ser en uhyggelig film med det ene øje lukket, og kigger med det andet og siger nøøj...

Men for amerikanerne handler det nok især om hele den amerikanske mentalitet.

Selfmade, uafhængig og forsvar dit eget

Det er et spørgsmål om at være selfmade, være uafhængig og forsvare hvad der er dit.

- Det kan du lægge over på deres væremåde med alt fra familien, erhverv og til sport. Og ikke mindst i NFL er det præcis, hvad det drejer sig om, siger Claus Elming.

I 1985 var han i Minnesota som udvekslingsstudent, og hver søndag efter kirketid sad han sammen med familien og så amerikansk fodbold på tv.

Han er i dag passioneret fan af amerikansk fodbold og indehaver af et dansk community for amerikansk fodbold, gulklud.dk.

Amerikanske værdier

Hvis vi tænker et øjeblik på USA's historie, så ser vi billeder af et Amerika, der erobrer land og kæmper for magt.

Det ser man også i mange amerikanske krigs- eller aktionsfilm. Og i Washington D.C. er der store krigsmindesmærker for soldater faldet i krig og konflikter, hvor de har forsvaret de amerikanske værdier.

Det fylder meget i USA, og amerikanerne genkender lidt af det, når de følger en fodboldkamp.

Hæren på banen

- Man lægger al sin energi og håb over på den lille hær med mænd, der er på banen. Og det er derfor, at man bliver så jublende lykkelig, når de gør det godt, siger Claus Elming.

Og på banen vil spillerne gøre alt, hvad der er i deres magt for at vinde kampe, siger han.

Den amerikanske sports-kanal ESPN fortalte forleden, at ud af 320 NFL-spillere ville 85 procent af dem spille med i en Super Bowl-finale, selv om de måske havde en hjernerystelse. Det viste en rundspørge.

Og der er mange eksempler på, at spillere prøver at blive i en kamp, selv om de har fået et voldsomt slag på hjelmen, et 'hit'.

Snød sig til at spille videre

For nyligt nåede en spiller at løbe tilbage i kampen, fordi lægen, der skulle have undersøgt ham for hjernerystelse, var i gang med at undersøge en anden spiller. Senere blev spilleren taget ud af kampen.

- Det illustrerer meget godt, at de her spillere vil spille. De vil ind og være en del af en eventuel sejr og hjælpe holdet, forklarer Claus Elming.

- Der er også en hel del macho i det, for man vil ikke forlade en kamp - man er ingen tøsedreng, siger han.

Tunnelsyn med hjelm

Han husker selv den form for tunnelsyn, som spillere får, når de har hjelmen på.

- Jeg har selv prøvet at gå tilbage i spillet og sige, at vi lige skulle tage det roligt, fordi jeg havde fået en ordentlig én på skallen, siger Claus Elming.

- Og efter en timeout på 1,5 minut var jeg klar til at spille igen, selv om jeg stadig var lidt rystet, siger Claus Elming.

Torsdag oplyste NFL i øvrigt, at antallet af hjernerystelser var faldet fra 262 i 2012 til 228 i 2013, oprundet svarer det til 13 procent. Ligaen tilskriver det ændrede spilleregler.

Bliv til noget ud af ingenting

Den amerikanske mentalitet hylder også mennesker, der kommer fra ingenting og bliver til alt.

For en del af spillerne er amerikansk fodbold deres vej ud af trange kår. De har haft en svær ungdom og står nu i NFL, er blevet superstjerner og tjener gode penge.

Og det kan gøre det svært at tænke på helbredet.

Karrieren kan slutte med et 'hit'

- Hvis en spiller får konstateret en hjernerystelse, ligger der jo i den yderste konsekvens for ham, at han bliver tvunget til at lægge karrieren på hylden eller miste en sæson og en del af lønnen, siger Claus Elming.

Minimumslønnen for ny NFL-spiller er 480.000 dollars, og i snit tjener spillere lige under 1,7 mio. dollars.

Karrieren varer i snit 4 år, men mange spiller kun en enkelt sæson.