Er du typen, der elsker at træne i det fri? Er du ligeglad med selve km-tiden? Og kan du holde styr på mange tal i hovedet i længere tid?
Hvis du kan svare ja til spørgsmålene, så har tre nordmænd opfundet den perfekte matematiske formel til dig.
Den gør dig i stand til bare ved hjælp af din hjerne at regne ud, om du er hurtigere end gennemsnittet ude på ruten.
Dur til ski, løb og gang
Det er jo Norge, så metoden er egentlig udviklet til brug for skiløbere ude på løjperne.
Men professor Johannes Skaar fra Institut for elektronik og telekommunikation ved NTNU, Norges Tekniske og Naturvidenskabelige Universitet i Trondheim, siger til dr.dk/viden, at metoden sagtens kan bruges på løbe- og gåture.
Johannes Skaar har sammen med chefforsker Anders Løland ved Norsk Regnesentral og cand.scient. Tage Rolén fra firmaet Mycoteam udviklet metoden, skriver universitetets magasin Gemini.no.
Sådan gør du: Tælle til én og tælle til to …
Metoden er ret enkel, men den tager tid. Og du skal træne et sted, hvor mange andre mennesker også træner.
- •
Når du løber, skal du tælle, hvor mange mennesker du løber forbi. Du skal også tælle, hvor mange der løber forbi dig. De to tal trækker du fra hinanden.
- •
Du skal også tælle, hvor mange mennesker, der kommer imod dig. Tallet fra den første udregning ovenover deler du med det her nye tal.
- •
Altså: Antallet af løbere du overhaler, minus antallet af løbere du bliver overhalet af. Summen dividerer du med antallet af løbere, der kommer dig i møde.
- •
Resultatet kalder du r.
- •
Nu plusser du 1 til r og deler det med 1 minus r: ( 1 + r ) / (1 - r)
Hurtigere eller langsommere?
Hvis resultatet bliver 1, har du løbet lige så hurtigt som gennemsnittet. Bliver resultatet 2 har du i gennemsnit været dobbelt så hurtig som de andre.
Hvis du bliver overhalet af flere, end du selv overhaler, så bliver r et minustal. Og så skal du huske, at minus og minus giver plus, mens plus og minus giver minus.
Og så bliver resultatet under 1, og du er dermed langsommere end gennemsnittet.
120 andre reducerer fejlmargenen
Jo flere mennesker du møder, jo mere nøjagtig bliver metoden.
Ifølge Johannes Skaar skal man møde mindst 120 løbere, for så er fejlmargenen nede på plus/minus fem procent.
Metoden har sjov, men den har nogle begrænsninger indbygget i sig. Og nu tænker vi ikke på det, at man kan snuble i tallene...
Visse begrænsninger
Hvis du bruger metoden på ski, kan skisporet være fyldt med meget langsomme løbere, der sænker farten.
Formlen forudsætter, at der er en vis tæthed af løbere i begge retninger. Og det vil være klogt at gå samme vej frem og tilbage, siger Johannes Skaar. Og hvis folk løber eller går i store grupper, skal man møde endnu flere mennesker.
- Så det er bedst, hvis det er en rute, hvor folk går eller løber alene eller ikke er for mange sammen, siger han.
Hvis du vil se, hvordan forskerne er kommet frem til metoden, så tjek deres bevis på Gemini.no