VM i fodbold: Danmark er verdensmester ... i græs!

DLF-TRIFOLIUM er så god til sportsgræs, at de leverer græsfrø til andet fodbold-VM i streg.

Sådan tester DLF-TRIFOLIUM, hvordan forskellige typer sportsgræs klarer skygge. Det er vigtigt i forhold til fodboldstadioner med store tribuner, hvor der er meget skygge på banen. (© DLF-TRIFOLIUM)

I dag bliver der trukket lod om grupperne ved VM-slutrunden i fodbold til sommer i Brasilien. Det kunne have været noget mere interessant set med danske øjne, hvis Morten Olsen og Co. skulle deltage.

Men vi kan godt finde klaphatten frem til sommer, for Danmark 'spiller' faktisk med i alle kampene ved sommerens fodbold-VM.

Den danske frøkoncern DLF-TRIFOLIUM skal nemlig levere græsfrøet til alle 12 VM-stadioner i Brasilien. I 2010 leverede koncernen også græsfrøet til VM i Sydafrika.

Paller med frø på vej

Hen over de seneste måneder er der sendt græsfrø af sted til Brasilien.

De sidste paller med frø bliver om en uge sendt af sted fra DLF-TRIFOLIUM's afdeling i USA.

Nogle stadioner bliver nyanlagt med rullegræs, mens andre stadioner får sået nyt græs oven i det gamle.

Mørkt græs på banen

Planteforædler Niels Roulund og hans kollegaer i Store Heddinge og kollegaer rundt i verden har brugt cirka 10 år på at udvikle de særlige type af sportsgræs.

Og når billederne og den farvestrålende VM-fodbold triller over skærmen til sommer, så vil vi se meget mørkegrønt græs.

- Der er mode i farven på græs. Nogle foretrækker mere lyst græs, men i Brasilien skal græsset være mørkt, forklarer Niels Roulund til dr.dk/viden.

Topper rangslisten for frø

Det har taget omkring to år for frøkoncernen at få VM-aftalen i mål.

Frøkoncernen er blandt de førende i verden til at producere frø til sportsgræs. Og den topper i flere forskellige sorter den særlige rangliste for græsfrø - sortslisten - i forskellige lande.

Det har været afgørende for, at det internationale fodboldforbund, FIFA, og arrangørerne i Brasilien overhovedet har villet tale med DLF-TRIFOLIUM.

Benarbejde for at komme i mål

- Og så har det krævet en masse benarbejde og rejser frem og tilbage mellem Danmark og Brasilien, siger Niels Roulund.

- Og vi har sendt forskellige sorter græsfrø til test lokalt i Brasilien, så de kunne så det ud på jorden og se, hvordan sportsgræsset virker, siger han.

Blander 'dansk' frø med tropisk frø

Brasilien bruger i forvejen en særlig tropisk græstype kaldet 'bermudagræs'.

Men eftersom VM skal spilles fra den 12. juni til den 13. juli, er bermudagræsset i vinterdvale på den sydlige halvkugle. Det gør, at græsset visner. Og der kommer så det danske græsfrø på banen.

- Man sår vores sportsgræsser oven i bermudagræsset, og når det tropiske græs visner, tager det mere kuldestærke græs over, og på den måde vil grønsværen stadig være grøn, tyk og tæt og et perfekt underlag til kampene, siger Niels Roulund.

- Alt det grønne på banerne ved VM er vores græs, mens bermudagræsset ligger i dvale nedenunder, og det tropiske græs bliver grønt, når det bliver sommer igen i Brasilien, siger han.

Forskellige krav til sportsgræs

Der findes mange forskellige typer sportsgræs til fodbold, golf og tennis.

Til fodbold er det meget vigtigt, at græsset kan klare slid, tåler klimaet - det vil sige varme og kulde og årstidernes skiften, og at det er modstandsdygtigt over for sygdomme.

Fx skal græsset på fodboldstadioner i Europa kunne klare kolde, lange vintre, hvor der ofte udvikler sig svamp.

Skal kunne klare skygge

Og så skal græsset kunne klare skygge fra de ofte meget store tribuner på stadioner, der skærmer for solen.

- Der er vanskeligt at få noget til at gro ordentligt i skygge. Og eftersom tilskuerne gerne vil sidde helt tæt på spillerne, så bliver tribunerne meget stejle, og så er der ikke så meget sol, siger Niels Roulund.

Det har planteforædlerne i DLF-TRIFOLIUM taget højde for.

Se video fra DRs Danskernes Akademi om DLF-TRIFOLIUM, som er med i Danmarks nye Eksportkanon 2013.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5294a9c76187a20a7c009e82