Klokken 13.02 skydes den danskledede Swarm-satellit efter planen op fra Plesetsk i Rusland, og dermed bliver det den blot anden danske satellit i rummet.
Den første var Ørsteds-satellitten, der blev opsendt i 1999.
Lige som sin forgænger, skal Swarm undersøge Jordens magnetfelt - denne gang ved hjælp af tre identiske satellitter.
Skal måle Jordens magnetfelt
Under en nøje udregnet formationsflyvning vil satellitsværmen måle retninger, styrke og tidslige variationer af det magnetiske felt.
- Swarm skal lave den mest nøjagtige opmåling af Jordens magnetfelt, fortæller professor i geomagnetisme Nils Olsen fra DTU Space, der leder projektet til Videnskabens verden på P1.
Og det vil den kunne gøre, fordi den består af tre satellitter, forklarer Nils Olsen.
- Med en enkelt satellit er det ikke muligt at adskille om en målt forandring i magnetfeltet skyldes at satellitten har flyttet sig eller om der var en tidslig variation i magnetfeltet, forklarer han.
For at afgøre det, har man brug for samtidige målinger flere steder fra i rummet, siger han.
Magnetfeltet er vigtigt for vores dagligdag
Jordens magnetfelt bliver dannet af elektriske strømme, skabt dybt inde i klodens indre, forklarer Nils Olsen. Magnetfeltet beskytter os mod Solens partikler, men ændrer sig hele tiden, i takt med at det dannes.
Og det er der de ændringer, som Swarm satellitten skal måle.
I vores moderne verden er vi ganske afhængige af magnetfeltet. Blandt andet i forbindelse med navigation, når man borer efter olie eller til efterforskning af mineraler i undergrunden, forklarer Nils Olsen.