Mars-robotten Curiositys fund af vand i jordlagene på Mars giver nyt perspektiver for de astronauter, der i fremtiden kommer til at skulle leve på overfladen af Mars.
Det siger rumforsker ved Københavns Universitet, Kjartan Kinch, efter det er lykkes Nasa at udvinde cirka en liter vand af 0,03 kubikmeter marsjord.
Fundet betyder nemlig, at astronauterne vil kunne leve af det vand, der omgiver dem.
- Det tyder på, at hvis man lander et tilfældigt sted på Mars, vil man kunne grave jord op og putte det i en ovn og varme det op. Det betyder, at astronauter, hvis de har energi til at drive en ovn, ikke har noget stort problem ved at skaffe sig vand, siger Kjartan Kinch, Postdoc og marsforsker ved Marsgruppen på Københavns Universitet.
Renses for gift
Vandet fra jorden indeholder et kemikalie kaldet perklorat, der er meget reaktivt og giftigt for mennesker. Derfor skal jorden behandles i en ovn, før det kommer i kontakt med mennesker.
- For en astronaut vil det være et problem, der kan løses. Hvis man varmer jorden op, så går de forbindelser i stykker. De er forholdsvis reaktive, så de har nemt ved at blive ødelagt, siger Kjartan Kinch.
Vand overalt på Mars
Astronauter vil kunne producere vand over hele Mars. Jordprøven, som man har udvundet vand fra, er nemlig taget ved ækvator, som er et af de tørrere områder på Mars.
- Når man kommer tættere på polerne, ved man fra tidligere missioner, at der er rigtig meget vand af næsten ren is under det øverste lag af jordoverfladen. Så vi har grund til at tro, at det her er udbredt over hele Mars, siger Kjartan Kinch.
Rumkoloni på Mars
Når mennesker kan leve af vandet på Mars, gør det planeten mere attraktiv for en fremtidig beboelse.
- Hvis man skal bygge en rumkoloni på Mars, så vil man have meget nemmere ved at have adgang til vand i modsætning til månen, som er helt tør, siger Kjartan Kinch.