Nasa's rover Curiosity har fundet vand i jorden på Mars.
Ved at teste en lille prøve fra overfladen har forskerne fundet ud af, at cirka 0,03 kubikmeter Mars-jord indeholder omkring en liter vand.
- Vi tænker altid på Mars som et tørt sted, så dét at kunne finde vand og få det ud fra overfladen så nemt er meget spændende, siger en af forskerne bag undersøgelsen, Laurie Leshin, dekan for videnskab på Rensselaer Polytechnic Institute til The Guardian.
Opvarmet i ovn
Vandet er blevet fundet ved at opvarme jordprøver fra Mars til 835 grader i en lille ovn ombord på Curiosity og efterfølgende teste, hvilke gasser der blev frigivet under processen.
Undersøgelsen, som er blevet publiceret i det videnskablige tidskrift Science, viste, at omkring to procent af Mars-jorden består af vandmolekyler, der kan bruges til drikkevand..
- Hvis man varmer jorden op, får man en liter vand, som du kunne tage med i træningscenteret, siger Laurie Leshin.
Godt og dårligt nyt
Det opsigtsvækkende resultat giver fornyet håb om en fremtidig kolonisering af den røde planet. Men desværre viste undersøgelsen af jordprøverne også, at Mars-jord indeholder et kemikalie kaldet perklorat, som kan være giftigt mennesker.
- Hvis mennesker kommer derop og kommer i kontakt med det fine støv, så er vi nødt til at tænke over, hvordan de kan bo deroppe uden risiko.
Det er ikke første gang, der er fundet tegn på vand på Mars. I 2008 viste billeder fra Phoenix-sonden, at der var is på mars, og der er bred enighed om, at der har været floder på Mars på et tidspunkt.